Anden runde af PGA Tour turneringen RBC Heritage, der spilles på Harbour Town Golf Links, blev lige så blæsende, som meteorologerne havde forudsagt. Derfor var det måske en fordel for verdensetteren, australieren Jason Day, at han kom til denne uges turnering fra sidste uges blæsevejr på Augusta National. Det var der selvfølgelig også andre spillere i feltet der gjorde, men efter dagens runde ser det ud til, at det er Jason Day, der klarer sig bedst igennem strabadserne.
Jason Day fulgte op på gårsdagens 67 slag med en runde i 2 slag under par (69 slag) og deler dermed føringen med Kevin Chappell og Charley Hoffman. Undervejs havde Day lavet 4 birdies og 2 bogeys.
Day bytter dermed plads med Luke Donald, der førte efter første runde. Donald gik en runde i par og er kun ét enkelt slag efter Day.
Vinden ser også ud til at få betydning de næste dage. ”Man skal holde fokus på hele runden og kan slet ikke slappe af undervejs”, sagde Jason Day efter dagens runde og fortsatte: ”Banen minder meget om Augusta med dens høje træer. Når bolden kommer op over træerne, får vinden for alvor fat i den”.
LÆS OGSÅ: Valderrama piller pynten af spillerne
Hvis Jason Day holder sig i front indtil søndag aften, vil det blive hans 7. sejr i sine sidste 15 turneringer – og den 3. sejr i år. Men odds er imod Day, da der igennem tiden kun er lykkedes for verdensranglistens nummer et at vinde RBC Heritage én enkelt gang, og det var da Jason Day’s landsmand, Greg Norman, vandt turneringen i 1988.
Turneringens cut blev +2 og det betød at spillere som Paul Casey, Matthew Fitzpatrick og tidligere vinder af turneringen, Graeme McDowell, ikke nåede videre til weekenden.
























