Russel Knox vandt i skyggen af Furyks historiske runde – Kjeldsen sluttede skidt

Russell KnoxSøndag blev historisk. Efter omkring halvanden million runder i PGA Tourens historie lykkedes det Jim Furyk som den første nogensinde, at komme rundt i 58 slag ved finalerunden af Travelers Championship. En bedrift der ikke bliver mindre af, at Furyk i forvejen var én af seks spillere med en 59’er på CV’et.
Furyks historieskrivende runde i 12 slag under par sendte ham fra en placering sidst i feltet op på en delt femteplads i -11 samlet.
Det blev dog skotske Russel Knox, der endte som sejrsherre. Efter en runde i 68 slag (-2) rykkede han forbi amerikanske Daniel Berger, der havde en skidt dag søndag, og tog sin anden PGA Tour sejr i sæsonen.
— Læs også: Furyk med historisk 58’er på PGA Touren
Sejren var også en tydeligt signal til Ryder Cup kaptajnen Darren Clarke om, at en formstærk Russel Knox bestemt er i spil til et wildcard, når disse skal udtages senere på måneden.
En anden spiller der kæmper om pladsen på Europas hold til Ryder Cup er danske Søren Kjeldsen. Nordjyden havde dog en skidt sidste runde i USA, og efter tre runder i 60’erne, så blev det til en søndag i 73 slag og Kjeldsen faldt tilbage til en delt 64. plads.
The Travelers Championship, leaderboard