For at måle hastigheden på greens bruges en Stimpmeter, som egentlig er et meget simpelt redskab.
På nogle baner er der et opslag med hastigheden på greens, og når man ser golf på tv fortælles ofte, hvad hastigheden er, men hvordan måles det?
Hvordan en Stimpmeter bruges, er forklaret i USGA videoen nedenfor, og som det siges, bruges den ikke for at gøre greens så hurtige som mulige, men for at gøre dem så ensartede som mulige.
Kort fortalt er Stimpmeteren en metalstang med en V-fom, hvorpå man lægger en golfbold, og så langsomt løfter den til omkring 20 grader, hvorefter bolden ruller.
Man måler derefter den distance bolden ruller, og dette gentages flere gange og fra den modsatte side. Den gennemsnitlige distance som f.eks. 10,4 feet er derefter udtrykket for hastigheden på greens. Se det hele forklaret i videoen nedenfor.
Opfundet efter svære forhold i US Open 1935
I 1935 var Edward S Stimpson tilskuer til US Open, hvor han på et hul så, at Gene Sarazen puttede af greenen. Vinderscoren blev +11, og Stimpson var overbevist om, at greens var hurtigere end det rimelige.
For at kunne gøre det mere rimeligt for spillerne udviklede han de følgende år systemet, der blev til en Stimpmeter.
Den oprindelige Stimpmeter var af træ, og blev i 1976 videreudviklet af Frank Thomas fra USGA.
I 2013 kom der så endnu en videreudvikling forestået af Steven Quintavalla fra USGA. Den nyeste version kan også måle hastigheden på kortere afstande i tilfælde af, at greenen er meget kuperet, hvilket man også kan se forklaret i videoen nedenfor.



















