Det sydafrikanske golfhåb om en guldmedalje ved sommerens OL i Brasilien led et yderligere nederlag i midten af april måned, da Charl Schwartzel blev den anden major vinder fra Sydafrika, der meldte fra til legene. Den første sydafrikaner var Louis Oosthuizen.
Dermed fulgte Schwartzel efter andre internationale spillere som australieren Adam Scott og Vijay Singh fra Fiji, der også har meldt afbud.
De sydafrikanske afbud falder ikke i god jord hos den tidligere sydafrikanske spiller, Gary Player, der ikke forstår spillere, der sender afbud til en turnering, der kun finder sted hvert 4. år – og for første gang siden 1904. ”Jeg ville have givet min højre arm for at spille med ved et OL”, siger Player, der vandt 9 majors i årene fra 1959 – 1978 – og skal være træner for det sydafrikanske hold i Brasilien. ”Mange har kæmpet i lang tid for at få golf med til de olympiske lege, og derfor bør det også være de bedste spillere i verden, der stiller op til den turnering”, siger Player og fortsætter: ”Heldigvis er der 4 år til OL i Tokyo, Japan, og her vil mange spillere se vigtigheden af at stille op til legene”.
PGA Tour kommissær Tim Finchem mener derimod ikke, at de spillere der indtil videre har valgt at droppe OL, vil skade golfs mulighed for at komme på OL programmet efter OL i Tokyo i 2020. ”IOC (International Olympisk Komite) kan lide golfsporten, fordi den vokser internationalt – og fordi den får ungdommen til at gå til sport”, siger Tim Finchem og fortsætter: ”Det er stort set den eneste sport, der er populær på alle kontinenter. Golf er en global sport, så disse afbud vil ikke have den store indflydelse på beslutningen om golf stadig skal være en del af OL efter 2020”.
LÆS OGSÅ: Tidligere medlemmer stævner Fredensborg Golfklub
Tim Finchem og PGA har talt med de spillere der har meldt afbud, og har accepteret afbuddene. Han fortæller dog, at golf havde været bedre stillet, hvis OL i år ikke skulle afholdes i Rio, men i stedet i Chicago, som også havde lagt billet ind som værtsby til legene i år. ”Brasilien er ikke et golfland”, siger Finchem og slutter: ”Brasilien skulle først bygge en egnet golfbane. Men vi skal nok få et godt OL – også uden de spillere, der af den ene eller anden årsag har valgt at melde afbud”.























