Disse spillere kæmper om Ryder Cup wildcards

SørenKjeldsen_munchen15-292052De ni første spillere på Darren Clarkes europæiske Ryder Cup hold er nu fundet. En femteplads ved Czech Open konsoliderede Matthew Fitzpatricks plads som den sidste blandt de ni, der allerede har kvalificeret sig til matchen på Hazeltine om en måneds tid.
Dermed er det nu op til Darren Clarke, at vælge de tre wildcards, som skal med til USA for at forsvare Ryder Cup trofæet på udebane.
De ni kvalificerede spillere er: Rory McIlroy, Danny Willet, Henrik Stenson, Sergio Garcia, Chris Wood, Rafa Cabrera Bello, Justin Rose, Andy Sullivan og Matthew Fitzpatrick.
Det er en god blanding af rutinerede og nye kræfter, og Clarke behøver derfor næppe skele til nødvendigvis at skulle bringe erfarne spillere ind på holdet. Alligevel er det dog så godt som sikkert, at det ene wildcard går til en særdeles erfaren herre.
Lee Westwood er en af Darren Clarkes rigtigt gode venner. Desuden har han spillet på samtlige Ryder Cup hold siden 1997, og sluttede faktisk kun lige udenfor de adgangsgivende pladser på de to ranglister. Dermed bør han være selvskrevet.
Det efterlader så to pladser, og her er kampen – i hvert fald om den ene plads – meget åben. Herunder kan du se en kort præsentation af de spillere, som vi mener kan komme i betragtning til det sidste wildcard, og hvorfor Made in Denmark kan blive særdeles udslagsgivende.
Først kan det dog hjælpe, at kigge på de to lister, som de ser ud lige udenfor de adgangsgivende pladser.
rcpoint
Spillerne markeret med blåt på de to lister er de kvalificerede spillere. De første fire spillere på European Points List er kvalificeret, og det samme er de fem øverste på World Points List, som ikke allerede er kvalificeret via den anden liste.
Det efterlader følgende spillere, der sikkert sidder klar ved telefonen søndag aften, når Darren Clarke ringer til sine tre udvalgte.
LeeWestwood_wentworth15-289542LEE WESTWOOD
Ikke meget at sige her. Westwood spiller ikke i denne uge. Han er klar over, at han er med.
MARTIN KAYMER
Han ligner et oplagt valg til det andet wildcard. Kaymer har haft en rigtig god sæson og har syv top-15 placeringer i sine sidste ni turneringer. Senest blev han nummer 15 ved OL i Rio. Det er Kaymers plads at tabe, men har han en rigtig skidt uge, og misser cuttet ved Made in Denmark, så kan han blive svær at vælge. Klarer han cuttet, så kommer han med al sandsynlighed med på flyet til USA, hvor han for fire år siden holede det vindende putt på Medinah.
SØREN KJELDSEN
Selvskreven til holdet – når man har de rød/hvide-briller på i hvert fald. Søren har spillet fantastisk, og selvom han ikke har toppet helt hen over sommeren, så er han med sikkerhed med i Clarkes overvejelser. Det må dog have været et slag for Kjeldsen at se, at Ryder Cup kaptajnen har valgt at spille med Belgiens Thomas Pieters de to første runder ved Made in Denmark, og i stedet givet opgaven at vurdere Kjeldsens spil videre til sin vicekaptajn Paul Lawrie. Kjeldsen skal med al sandsynlighed gøre det rigtigt godt under Made in Denmark, hvis han skal have et nik fra Clarke på tirsdag.
THOMAS PIETERS
Belgieren topper på det helt rigtige tidspunkt. Han blev nummer fire ved OL og nummer to i sidste uge i Tjekkiet. Umiddelbart ligner han et godt bud, men hans uerfarenhed kan komme til at koste ham. Han har endnu tilbage at bevise sig i de helt store turneringer, og Clarke vil sikkert se hvordan han gør det under det pres der kommer, når man spiller direkte ved siden af Ryder Cup kaptajnen i den sidste turnering inden billetterne udskrives. Han har samme forudsætning som Kjeldsen. Gør han det godt – endnu engang – så kan den forstærke belgier være svær at komme uden om.
Russell KnoxRUSSEL KNOX
Scotten vandt HSBC Champions i november sidste år og for to uger siden sejrede han igen. Denne gang ved Travelers Championship på PGA Touren. Knox kom i top-30 ved tre af de fire majors i år, og er vant til at spille i USA, hvilket også kan være en fordel for ham. Knox spiller i denne uge med i den første turnering i FedExCup’en, og imponerer han endnu engang på amerikansk jord, så får Clarke for alvor noget at tænke over.
SHANE LOWRY
Den humørfyldte irer er med i Made in Denmark, hvor han håber at kunne overbevise kaptajn Clarke om, at han er den rette mand til et wildcard. Lowry spiller sammen med Kjeldsen og Lawrie, og der bliver altså nok at se til for Paul Lawrie i den bold, når han skal vurdere to håbefulde kandidater. Lowry må dog siges at være en outsider. Han ligger under flere af de andre potentielle wildcards på begge lister, og skal nok håbe på, at han selv stryger til tops i Himmerland imens de øvrige kandidater svigter. Siden sin andenplads ved US Open i juni har Lowry ikke præsteret et topresultat.
TYRELL HATTON
Han skal nævnes, da han ligger højt på begge lister. Men at han har fravalgt at spille i denne uge, hjælper næppe hans chancer, hvis der da var nogen. Han ligner ikke et oplagt valg på trods af at hans seneste to resultater er en delt femteplads ved The Open og en delt 10. plads ved US PGA Championship. Hans fravær i Himmerland i denne uge ligner dog en erkendelse af, at han ikke helt nåede op hvor han for alvor kunne komme i spil til et wildcard.
GRAEME MCDOWELL
Nej, han ligger ikke ret langt oppe på listerne, men er dog nummer 19 på World Points List. Og han har om nogen gjort det godt ved Ryder Cup. Han slog Jordan Spieth for to år siden på Gleneagles og tog som de fleste nok husker det vindende point mod Hunter Mahan fire år tidligere på Celtic Manor. McDowell har ikke gjort meget væsen af sig siden han vandt på PGA Touren i november, men en femteplads ved sidste uges Wyndham Championship gør pludseligt, at Clarke godt kan forsvare et wildcard til sin erfarne landsmand.

LUKE DONALD
Ligesom McDowell, så lignede Luke Donald for to uger siden ikke en mand, der kunne komme i spil til Ryder Cup holdet. Men også han præsterede ved Wyndham, hvor han tog andenpladsen. Luke Donald er nogle få pladser efter McDowell på World Points List, og skal med al sandsynlighed vinde The Barclays i denne uge, hvis han vil med på holdet.
Alt tyder altså på, at der er mindst to kort at kæmpe om for de otte nederste spillere på ovenstående liste. Westwoods wildcard regner vi ikke med i puljen. Det er klart, at alle i Himmerland vil håbe at Søren Kjeldsen med endnu et godt resultat her, kan overbevise Darren Clarke om, at han er manden der skal satses på. Det ligner dog, at Kjeldsens Ryder Cup skæbne også er i hænderne på et par andre spillere, der trods alt står foran ham i køen lige nu.
Vi er alle meget klogere på tirsdag, når Darren Clarke på et pressemøde sætter navn på sine tre wildcards, og dermed kan præsentere sit endelige Ryder Cup hold.