Set med danske øjne er Made in Denmark ugens helt store højdepunkt, og på PGA Tour spilles Wyndham Championship, hvor Tiger tilmeldte sig i sidste øjeblik
Ved Made in Denmark vil der være stor fokus på de 23 danskere i feltet, og flere af dem er også blandt de største navne.
Thorbjørn Olesen er under pres for snart at levere nogle gode resultater, og jeg tror på, at det vender for ham i denne uge, men mange missede cuts på det seneste, er udslagsgivende for, at han ikke er på listen nedenfor.
Nedenfor et bud på spillere der kan være med helt fremme på søndag, og ultimativt vinde turneringerne.
— oOo —
Made in Denmark
Søren Kjeldsen
Kjeldsen er bedste dansker på både verdensranglisten og Race to Dubai ranglisten, og af flere grunde vil der være ekstra fokus på ham, da han også netop har rundet 500 Europa Tour turneringer. Har fået styr på spillet, og selvom anden runde af US PGA Championship ikke var for god, så vil han nok være med helt fremme på søndag.
Thomas Bjørn
Det ser ud til, at Thomas Bjørn er ved at genvinde formen, og den store opbakning i Himmerland kan være det der skal til for Bjørn, som blev bedste dansker sidste år med en 4. plads.
Marc Warren
Den forsvarende mester Marc Warren er feltets højest rangerede som nr. 50 på verdensranglisten og nr. 14 på Race to Dubai ranglisten. Har haft to top-5 placeringer i sine seneste fem turneringer, og kan meget vel genvinde trofæet.
— oOo —
Wyndham Championship
Brooks Koepka
Koepka er i topform og med en 6. plads i WGC – Bridgestone Invitational og en 5. plads i US PGA Championship er han med god grund blandt favoritterne. Vandt Turkish Airlines Open 2014 på Europa Touren og i februar vandt han Waste Management Phoenix Open på PGA Tour.
Brandt Snedeker
Snedeker har vist god form de seneste måneder med fire top-10 placeringer og senest en 12. plads i US PGA Champiomship. Han har vundet syv gange på PGA Tour og senest AT&T Pebble Beach National Pro-Am, som var hans første siden 2013.
Tiger Woods
Nogle vil sikkert ryste på hovedet, men Tiger skal vinde, for at kvalificere sig til FedExCup slutspillet. Det er et voldsomt pres at spille under, og som Tiger har spillet på det seneste, så kan det gå begge veje. Der har været tegn på forbedring i de seneste turneringer, og selvom han missede cuttet i US PGA, så blev han nr. 18 i Quicken Loans National. En sejr er måske for meget at forlange, men en top-5 er muligt, og vist først Tiger er fremme, så er der ikke langt til en sejr.
— oOo —
Nedenfor ses resultaterne for spillerne i sidste uges Fire spillere der kan vinde:
US PGA Championship
Bubba Watson – Nr. 21
Jordan Spieth – Nr. 2
Jason Day – Vandt turneringen
Henrik Stenson – Nr. 25





















