Sergio igen offer for tilråb i USA


Han er ikke den mest populære mand i USA den gode Sergio Garcia. Det er han også godt klar over. Men alligevel syntes han, at tilråbene under The Players Championship var mere end ventet.
Det anspændte forhold mellem Garcia og de amerikanske tilskuere har været længe undervejs. Den åbenmundede facon som Garcia altid har lagt for dagen, har ikke altid været velset på den anden side af Atlanten. Derudover har spanierens efterhånden langvarige disputs med amerikanernes yndling, Tiger Woods, heller ikke hjulpet.
Men værst af alt: Garcia har gang på gang stukket kniven i amerikanerne ved Ryder Cup. Og der er vel intet værre end når en fyr man ikke kan lide, gentagne gange vinder over ens helte. Garcia har været med på fire euopæiske Ryder Cup hold, og er 16-8-4 ved Ryder Cup i sin karriere.
Ved The Players i 2013 brokkede Garcia sig over, at Tiger havde taget en kølle ud af sin bag imens han var ved at slå, og på den måde forstyrrede ham i sit sving. Det medførte, at tilskuerne var på nakken af Garcia resten af turneringen. Og da han slog to bolde i vandet på 17. hul blev der ligefrem jublet fra tilskuerne.
Og i søndags var den så gal igen. Garcia, der var med fremme ved The Players for tredje år i træk, måtte lægge øre til en del urimelige tilråb i løbet af de sidste huller. Denne gang nægtede han dog, at give det skylden for, at det blev ved lige ved og næsten.
– Der var igen nogen derude, som ikke fortjener, at være tilskuere ved en golfturnering, men det er hvad det er. Jeg tror der kom tre eller fire tilråb på hvert hul siden 10. hul, sagde Garcia efter finalerunden, hvor han røg ud af omspillet efter de første tre huller.
Garcia mente dog ikke, at det havde forstyrret ham.
– Nej, nej, nej. De råbte på de forkerte tidspunkter, imens jeg var i toppen af mit sving. Så jeg kunne nå, at gå væk fra bolden. Så nej, de var ikke skyld i noget, fortalte han.
Mest tydeligt for dem, der så med på TV, var det på 17. hul i omspillet, hvor der blev råbt ‘U-S-A’ lige som Garcia skulle slå sit lange putt for birdie. Den kom aldrig tæt på, men det så dog ikke ud til, at tilråbet havde generet ham.
Og Garcia var da også fuld af optimisme efter endnu en flot optræden på TPC Sawgrass.
– Alt i alt, så var det endnu en god uge her ved The Players, så jeg kan på ingen måde være skuffet, sagde han.