Spieth: – Jeg vil være Rorys største frygt

augusta15-286888
Masters-sejren sendte Jordan Spieth op som nummer to i verden, og dermed den naturlige udfordrer til Rory McIlroys efterhånden længerevarende herredømme på toppen af verdensranglisten. En position som den krølhårede nordirer satte en tyk streg under med sin sejr ved WGC-Cadillac Match Play Championship.
Men står det til Speith, så skal denne uges The Players Championship bruges til igen, at hente ind på McIlroy.
– Med sejren i søndags rykkede Rory nok igen lidt for langt væk til, at man kan kalde os rivaler. Jeg vil give alt for, at være der hvor han er nu, men det kommer til at kræve hårdt arbejde. Lige nu ser jeg ikke mig selv som verdensetter, lød det fra Spieth på et pressemøde forud for denne uges turnering.
— Læs også: Ugens starttider på Europatouren
Spieth og McIlroy skal ud sammen de to første dage, hvor de også får selskab af australske Jason Day i en af de allermest prominente 3-bolde ved årets turnering, og dermed kan den blot 21-årige Spieth ved selvsyn se hvad der skal til, hvis han skal vippe McIlroy af pinden på sigt.
– Det er et kæmpe mål for mig, at gøre det til en spændende kamp mellem ham og jeg. Jeg vil gerne være nummer et i verden, og håber at han kommer til at se mig som en stor trussel. Lige nu er han dog lige så langt foran mig, som jeg er foran de næste på listen, så det er jo op til os, at komme tættere på, og gøre det spændende, sagde Spieth.
At det nu er Spieth, der ligger nummer to på verdensranglisten, ændrer ikke så meget, hvis man skal tro Rory McIlroy. Han holder snuden i sporet og fokuserer på sit eget spil, og ikke dem der jagter ham.
– Sidste år var det Rickie Fowler, i år er det Jordan, om lidt er det måske en anden. Måske Tiger kommer igen. De sidste par år har der været fire eller fem gutter deroppe, så det gør ikke rigtigt noget specielt for mig, lød det fra verdensetteren, der altså ikke køber mediernes stort opslåede kamp mod Spieth.
— Læs også: Woods før The Players: – Har ikke sovet i tre dage!
TPC Sawgrass, hvor The Players spilles, er en speciel bane, men noget kan tyde på, at McIlroy er ved at knække koden. De første tre gange han spillede banen, missede han cuttet hver gang, og formåede ikke engang, at bryde par. Men en delt 8. plads i 2013 og en delt 6. plads i 2014 har givet grobund for optimisme.
Alligevel er Pete Dye, der har designet TPC Sawgrass, ikke ligefrem McIlroys bedste ven.
– Frustrerende!, lød det hurtigt fra McIlroy, da han blev spurgt om hvad han syntes om Pete Dyes designs. Han sagde dog også, at Sawgrass var hans favorit blandt Dyes baner.
– Den her golfbane – den udstiller dine svagheder. Hvis dit spil er bare en smule ved siden af, så kan du ikke skjule det. Man behøver ikke være så lang fra tee, men man skal være helt vildt præcis, lød det fra McIlroy.
— Læs også: Seks spillere der kan vinde
Spieth, der blev delt nummer fire ved sin debut på Sawgrass sidste år, har en lidt anden holdning til banen end McIlroy.
– Det er en fantastisk bane. En af mine absolutte favoritter i verden, lød roserne fra Spieth.
Om det bliver den ‘erfarne’ 26 årige McIlroy eller den unge komet, Spieth, der lykkes bedst med at knække koden på Sawgrass i år, kan du se, når Viasat Golf og Viaplay sender direkte fra dette års The Players Championship. Første gang torsdag aften fra 19.00 – 00.00.