Som vi kunne fortælle her på Teetime mandag, så var det ikke kun sejren, som Jordan Spieth tog med sig fra Hyundai Tournament of Champions i weekenden. Han præsterede også at vinde sin syvende turnering på PGA Touren inden sin 23-års fødselsdag. En præstation kun matchet af Tiger Woods og Horton Smith (vinderen af den første Masters-turnering i 1926).
En vinderscore på 30 under par – hele otte slag ned til nærmeste forfølger – har også en ret “Tigersk” klang over sig. Alligevel insisterer Spieth på, at en sammenligning mellem de to er præmatur.
– Jeg synes det er for tidligt, men det vil jeg nok sige hele min karriere. Der er så stor en aldersforskel på os, at jeg selvfølgelig forstår sammenligningerne. Og jeg håber da, at de bliver ved med at være der. Det vil betyde at jeg er tæt på det han har præsteret, sagde Spieth på pressemødet efter sin sejr på Hawaii søndag.
— Læs også: Spieth vandt på Hawaii og tangerede Tiger
Spieth vandt fem gange i 2015 – en befrift som Woods har præsteret hele 10 gange i sin karriere. Læg dertil 14 majors, 79 sejre på PGA Touren og 683 uger som nummer et på verdensranglisten, og man forstår hvorfor Spieth er tilbageholdende med sammenligningerne.
– Jeg har svært ved at tro på, at nogen nogensinde kommer til at matche Tiger. Jeg ved godt, at vi måske er i en position, hvor vi er foran på alderskurven, men det er svært at tro på, at jeg vil blive sammenlignet med ham hele min karriere, lød det fra en ærbødig Spieth.





















