Stenson kæmper med sygdom

orlando15-285563Svenske Henrik Stenson kæmper stadig med sygdommen, der hæmmede ham ved årets første major for tre uger siden.
Verdens nummer tre fik influenza ugen før Masters, hvilket tvang ham til, at aflyse sin træningstur til Augusta, og at trække sig fra Houston Open. Da Stenson endelig kom til Augusta var han stadig så ramt, at han måtte afkorte sine prøverunder.
På åbningsrunden fik han det dårligt, da han var ved at læse et putt, og sagde, at hans ben føltes som gele.
– Jeg troede han ville falde om, sagde caddie Gareth Lord efterfølgende, da han nærmest havde slæbt en omtumlet Stenson hen til 14. tee.
Stenson kom dog rundt i 73 slag, og på mirakuløs vis klarede han også cuttet. Weekendens runder på 70 og 68 betød endda, at det blev til en flot, delt 19. plads i den samlede stilling.
Det var et hårdt slag for Stenson, at sygdommen ramte lige da han spillede noget af sit livs bedste golf op til Masters. Han fører således PGA Touren i både ’strokes gained’ fra tee til green og i puttning.
Efter en hård Masters uge var det så planen, at Stenson skulle arbejde hårdt på sit spil, men ak. Da han kom hjem til Florida blev han syg igen.
Et af Stensons børn havde maveinfluenza, og med et svækket immunforsvar var det et spørgsmål om tid inden sygdommen også havde tag i den efterhånden prøvede svensker.
Det er kun fire dage siden Stenson igen greb fat om en golfkølle, og han har tabt sig 10 kg siden januar. Derfor er det også småt ved forventninger til denne uges WGC-Cadilac Match Play, hvor de tre amerikanere Bill Haas, Brendon Todd og John Senden venter i gruppespillet.
— Læs også: Puljerne i WGC – Cadillac Match Play
Stenson havde dog ikke mistet sit glimt i øjet, da han blev interviewet forud for denne uges turnering.
– Hvis der var én Masters, hvor man skulle være syg, så var det nok den rigtige jeg valgte. Der var ikke nogen, der kunne have fanget Jordan Spieth sådan som han puttede og spillede i den uge.
Du kan se om en rusten og lidt afkræftet Stenson klarer skærene ved denne uges Match Play, når Viasat Golf og Viaplay.dk sender direkte fra turneringen. Første gang onsdag fra 22 – 04.
WGC – Cadillac Match Play, leaderboard