Daniel Løkke var bedst placerede dansker efter første runde af Red Sea Egyptian Challenge, men med en runde i par kom han lige præcis ikke videre til finalerunderne. Til gengæld sneg de andre tre danskere sig videre efter gode runder og selvom Mads Søgaard, Christian Gløet og Martin Leth Simonsen (billedet) alle kun lige klarede cuttet, er der ikke længere op, end at de med gode runder i weekenden kan avancere mange pladser.
Specielt for Martin Leth Simonsen var det en imponerende afslutning, der gjorde at han klarede sig videre. Martin sluttede således med birdies på de sidste tre huller, og ser altså foreløbig ud til at få en stor succesoplevelse her i starten af sin challengetourkarriere.
De tre danskere ligger i -3 og har 10 slag op til den fortsat førende englænder Jordan L Smith, der har en toslagsføring til tyske Phillip Mejow og yderligere to slag ned til en gruppe af spillere i -9.





















