Så kan man vist ikke have mere held i sprøjten. Og når det er en kendt tourspiller, der slår slaget foran et tv-kamera, må alle teorier om snyd og manipulering være manet i jorden.
43-årige Richard Green har haft en helt pæn karriere som professionel golfspiller. Hans tre sejre på European Tour og alle de andre gode resultater fra hans karriere risikerer dog at blive overskygget af et enkelt slag under en Pro-Am i tirsdags.
Richard Green lavede hole-in-one på et par-4 hul. Ja, det er jo gjort før, selvom det er sjældent; men måden, det skete på, er måske aldrig overgået – i hvert fald hvis man skal afgøre graden af held.
Det bizarre og heldige slag blev heldigvis foreviget på video, for ellers ville man nok have karakteriseret slaget som en ’lystfiskerhistorie’. Bolden hopper en enkelt gang, før den forsvinder kortvarigt i en greenbunker, og noget må den have ramt i den bunker (riven?), for den hopper op på green – i en vinkel på næsten 90 grader – og stryger i hul, som man kan se på videoen herunder.
Desværre for Richard Green kom den heldige albatros ikke under selve turneringen, Oates Victorian Open Champiosnhip, der begyndte i dag og er en del af PGA Tour of Australasias program, men der var skam tv-dækning af Pro-Am’en, og en frisk kvindelig reporter er da også hurtig fremme ved Richard Green for at få en kommentar, mens han trækker sin golfvogn (!) op af fairway.
– Jeg kunne ikke se den, men vi hørte en hel del larm heroppe, og nogen jublede. Jeg troede ikke, den var gået i hul, men det er utroligt, sagde den venstrehåndede australier til den imponerede journalist.
Se det ufatteligt heldige slag på videoen herunder, og læg mærke til Richard Green, der fra teestedet ser mistroisk op imod greenen, mens han sætter headcoveret på sin kølle.






















