McIlroy skal til boksning på lørdag

miami15-284755Rory McIlroy får et travlt program på lørdag, hvis han klarer sig videre til lørdagens kvartfinaler ved WGC – Cadillac Match Play.
Lørdag aften skal Floyd Mayweather bokse mod Manny Pacquiao i Las Vegas, og det er noget som alle boksefans ser frem til.
Heriblandt McIlroy, som har sikret sig ringside billetter til boksekampen:
– Jeg har set frem til den kamp i fem år, og jeg har altid sagt, at hvis de skulle bokse mod hinanden, så ville jeg ikke gå glip af det, sagde McIlroy på et pressemøde op til WGC – Cadillac Match Play.
Efter tre dages puljematcher onsdag til fredag, spiller de 16 puljevindere mod hinanden lørdag formiddag, inden der er kvartfinaler lørdag eftermiddag.
Hvis McIlroy kommer med i kvartfinalerne, så får han efterfølgende travlt, da han så skal skynde sig til Las Vegas, hvor boksekampen begynder omkring kl. 22 om aftenen lokal tid.
Der er en flyvetur på omkring halvanden time fra San Francisco til Las Vegas, men som McIlroy sagde, så kan han jo blive færdig tidligt på lørdag:
– Nogle birdies vil hjælpe, og jeg vil forsøge at vinde 7/6, jokede McIlroy.
Og hvis McIlroy vinder kvartfinalen, så skal han tilbage til San Francisco, hvor der spilles semifinaler og finale på søndag.
Vil ikke sige hvad billetterne kostede
McIlroy ville ikke sige, hvordan han har fået fat i billetterne:
– Og jeg vil helt sikkert heller ikke sige, hvor meget jeg har givet for dem, sagde McIlroy med et grin.
I onsdagens første runde skal McIlroy spille mod Jason Dufner, og de begynder kl. 23:30 dansk tid.
— Læs også: Starttider i WGC – Cadillac Match Play, onsdag
Der spilles på TPC Harding Park i San Francisco, og turneringen kan ses direkte på Viasat Golf og Viaplay.dk onsdag og torsdag fra kl. 22 – 04, fredag fra kl. 23 – 04, lørdag fra kl. 21 – 05 samt søndag fra kl. 15:30 – 19:30 og igen fra 20 – 23.
Boksekampen mellem Mayweather og Pacquiao kan i øvrigt ses som Pay-Per-View hos Viasat, og det kan der læses mere om her.
WGC – Cadillac Match Play, leaderboard