-6 på de sidste 6 huller og sejr i omspil

RickieFowler_sawgrass15T-288363The Players Championship fik en forrygende afslutning inden ‘overvurderede’ Rickie Fowler vandt efter omspil.
Efter tredje runde førte Chris Kirk med ét slag, men allerede tidligt på finalerunden overtog Sergio Garcia føringen, og efter 9 huller var Garcia i -11, hvilket var to slag bedre end de nærmeste konkurrenter.
Rickie Fowler begyndte dagen som nr. 11, og havde en vinderchance. Da han var +1 efter 10 huller og -6 for turneringen, så troede alle dog, at han havde spillet sig ud af det, men så satte han en forrygende slutspurt ind på TPC Sawgrass, som man kan læse mere om i denne rejse-artikel på Teetime.
Birdie, eagle, birdie, birdie afslutning
Fowler lavede birdie på 13. hul og efter en par på 14. afsluttede han runden med birdie, eagle, birdie, birdie for en en runde i -5, og han kom i klubhuset i -12. De afsluttende 6 huller gik han således i -6!
Sergio Garcia holede et 13 meter birdieputt på 17. hul for at komme til -12, og det samme gjorde Kevin Kisner. Begge havde derefter birdieputts på 18. hul for at komme til -13, men de måtte nøjes med par, og dermed skulle det hele afgøres i omspil. Ligesom det skete i 2008, hvor Garcia vandt Players Championship efter omspil mod Paul Goydos.
Omspil over 3 huller
Som noget nyt i Players Championship skulle omspillet afgøres over de 3 afsluttende huller; 16., 17. og 18. hul.
Fowler og Kisner gik de 3 huller i -1 efter birdies på 17. hul, mens Garcia gik +1 efter en bogey på 18. hul, og dermed var Garcia ude af omspillet.
Man gik så videre til et hul-for-hul omspil, hvor Fowler igen lavede birdie på 17. hul med den berømte ø-green, og dermed kunne Fowler løfte trofæet og tage vinderchecken på $ 1,8 mio. svarende til kr. 12 mio. med hjem.
Den mest overvurderede spiller?
Rickie Fowler er netop sammen med Ian Poulter blevet udnævnt som den mest overvurderede spiller på PGA Tour, men med sejren i det der kaldes den femte major gav han i den grad svar på tiltale.
Det var 26-årige Rickie Fowlers anden sejr på PGA Tour, hvor han tidligere har vundet Wells Fargo Championship 2012. Sidste år var Fowler den bedste spiller i de fire majors, hvor han opnåede top-5 placeringer i alle fire, og i år blev han nr. 12 i Masters.
— Læs også: Coetzee vandt foran Thorbjørn efter omspil
Ben Martin og Bill Hass delte 4. pladsen i -11 efter Martin lavede bogey på 18. hul, mens Haas lavede par for at misse omspillet med ét slag.
Rory Sabbatini og Kevin Na delte 6. pladsen i -9, mens Jamie Donaldson, Rory McIlroy, Brian Harman, John Senden og Ryo Ishikawa delte 8. pladsen i -8.
Tiger blandt de sidste i feltet
Tiger Woods startede dagen som nr. 68, og var -3 på runden efter 13 huller inden han lavede en tredobbelt bogey på 14. hul.
Efter en runde i par sluttede Tiger som nr. 69 sammen med bl.a. medspilleren Dustin Johnson, der ligeledes gik finalerunden i par.
Nedenfor ses højdepunkter fra finalerunden.
The Players Championship, resultat