Den 144. udgave af The Open fik en forsinket afslutning, da finalerunden først blev spillet mandag, men den var værd at vente på, da det blev en dramatisk finale, som først blev afgjort efter omspil.
Det var blot anden gang i historien, at The Open først blev afgjort om mandagen, og det blev en lang dag, da Zach Johnson, Marc Leishman og Louis Oosthuizen alle sluttede i -15 for turneringen. Mod slutningen af den ordinære runde var Leishman tættest på sejren, men han lavede bogey på 16. hul, mens både Johnson og Oosthuizen lavede birdie på 18. hul for at komme med i omspillet.
Zach Johnson tog tidlig føring i omspil
Omspillet i The Open spilles over 4 huller, og det var 1., 2., 17. og 18. hul.
Zach Johnson tog en tidlig føring med birdies på de første to huller, mens Oosthuizen lavede birdie på 1. hul og Leishman en bogey.
På tredje omspilshul, banens 17., var Zach Johnson i problemer, men det gjorde ikke noget, da de to øvrige også lavede bogeys.
I -1 førte Zach Johnson således med ét slag foran Louis Oosthuizen inden sidste hul af omspillet, mens Leishman reelt var ude i +2.
Zach Johnson havde en udmærket birdiemulighed på 18. hul, men to-puttede, inden Louis Oosthuizen havde en god birdiemulighed, men han måtte også nøjes med en par.
Zach Johnson, der også vandt Masters 2007, vandt dermed sin anden major i karrieren, mens Louis Oosthuizen og Marc Leishman delte andenpladsen.
Oosthuizen vandt The Open 2010, da der senest blev spillet på St Andrews Old Course, og selvom det er en ringe trøst, så var det imponerende, at han denne gang kunne slutte på 2. pladsen ovenpå en periode med en del skadet.
Spieth gjorde det godt, men må nøjes med 4. plads
Jordan Spieth har vundet årets første to majors, og kom imponerende tæt på endnu en sejr.
— Læs også: Video: The One, The Open
Spieth var -15 efter en birdie på 16. hul, men en bogey på 17. hul gav ham en delt 4. plads i -14 sammen med Jason Day. Day var -2 efter 6 huller, men lavede så pars på de sidste 12 huller.
Danny Willet, Justin Rose, Sergio Garcia og amatøren Jordan Niebrugge delte 6. pladsen i -11.
Adam Scott lignede en vinder
På de første 9 huller spillede Adam Scott i høj grad med om sejren. Han var -5 og -14 for turneringen, og det holdt indtil de sidste 5 huller. Tre bogeys og en dobbeltbogey på 18. hul gav dog kun en runde i -1 og en delt 10. plads i -10.
Niebrugge blev bedste amatør
Efter 3. runde var Paul Dunne på en delt førsteplads, og han spillee i førerbolden med Louis Oosthuizen. Det må have været en stor oplevelse, men måske var presset for stort for den 22-årige Dunne. Han var fint med efter for-ni i par, men +6 på bag-ni gav en 30. plads i -6.
Bedste amatør blev derfor Jordan Niebrugge, som imponerede med en runde i -2 og en delt 6. plads i -11. Tre amatører sluttede i top-15, da Oliver Schniederjans og Ashley Chesters blev delt nr. 12 i -9.
The Open, resultat





















