Selvom Made in Denmark er en relativt lille Europatour-turnering, så skaber den alligevel overskrifter på den anden side af Atlanten. Himmerland Hill, som det ikoniske 16. hul blev døbt sidste år, har gjort indtryk, ligesom danskernes præstationer i majors og på PGA Touren har det.
Thorbjørn Olesen – eller Thunderbear som amerikanerne ynder at kalde ham – gjorde indtryk med sin 6. plads ved Masters i 2013, og sin efterfølgende sæson på PGA Touren.
Dog er det heller ikke gået amerikanernes næse forbi, at Thorbjørn ikke har fundet formen siden sin lange skadespause.
The Golf Channel kommer hver uge med tips til hvem man skal have med på sit drømmehold i det ‘fantasy-spil’, der løber over hele sæsonen, ligesom der er gode råd om hvem man IKKE skal have med. Og Thorbjørn hører til i den sidste kategori.
– Det er lang tid siden vi har snakket om Thunderbear, og han har misset syv af sine sidste ni cuts. Så selvom de danske fans vil være bag Thorbjørn, så tror jeg ikke, at han vil være med i weekenden, lød dommen fra Will Gray, som du kan høre i klippet nedenfor.
I den anden kategori finder vi 501-turnerings-jubilaren Søren Kjeldsen, der har imponeret på begge sider af Atlanten de sidste måneder.
– Han vandt Irish Open, og overraskede mange med den sejr. Så forventede man, at han ville falde lidt tilbage, men det blev ikke tilfældet. Han har haft en god sommer og spillet godt golf. Det blev blandt andet til en top-15 placering ved WGC-Bridgestone for et par uger siden, og jeg forventer, at han får endnu en god uge, siger Will Gray.





















