Furyk trak sig for første gang i 20 år: – Jeg er meget bekymret

07-05-15 PGA Tour 2015, THE PLAYERS Championship, TPC Sawgrass, Ponte Vedra Beach, FL, USA. 05-10 May. Jim  Furyk of United States  during the first round.
I 1995 spillede Jim Furyk med i Western Open på PGA Touren, men trak sig under første runde grundet en skade. I dag hedder Western Open så BMW Championship, og igen bød turneringen på en milepæl for Furyk.
For to år siden, da der senest blev spillet på Conway Farms, gik Furyk en 59’er under anden runde af BMW Championship. Han blev den første nogensinde til at gøre det med en bogey på kortet. Og i år trak han sig så grundet en skade for første gang i 20 år.
Efter seks huller måtte den 45-årige amerikaner give op. Smerterne i det venstre håndled blev for meget.
Furyk forklarede efterfølgende, at smerterne var startet ved forrige uges Deutsche Bank Championship og var fortsat ind i sidste uges friuge.
– Jeg er meget mere end øm derude, og det er svært at gøre meget, når man ikke er 100 %, sagde Furyk efter runden.
— Læs også: Day fører med fire og Spieth lavede hole-in-one
Der er kun to turneringer tilbage for Furyk i denne sæson, og han måtte da også indrømme, at han var “meget bekymret” for næste uges Tour Championship, som han vandt i 2010.
Furyk er nummer ni i FedEx Cup’en før denne uge, og hvis han ikke bliver klar til næste uges store finale, så vil al hans fokus være på, at blive klar til Presidents Cup, som spilles fra d. 8. oktober.
– Jeg vil spille, når jeg har en chance for, at kæmpe med. Og lige nu – som det føles derude – der har jeg ingen chance for, at være med, når det gør så ondt, lød det fra en tydeligt frustreret Furyk.