McIlroy: – Spieth er bedre end Day

12-04-15 European Tour 2015, The Masters Tournament, Augusta National GC, Augusta, Georgia, USA. 09-12 Apr. Jordan  Spieth of United States reacts to making his par putt on the 16th green as he closes in on his win during the final round. # NO AGENTS #
Sæsonen nærmer sig sin afslutning, og dermed står kåringen af årets spiller snart for døren. Og selvom Jason Day de sidste par måneder har domineret golfsporten og netop nu ligger nummer et på verdensranglisten, så kan der kun være én kandidat til titlen, hvis man spørger Rory McIlroy.
– Jeg har altid set majors som det ypperste over alt andet i golf. Måske fordi jeg selv har vundet et par stykker. Men det er det afgørende for mig, sagde McIlroy forud for denne uges The Tour Championship.
– Måden hvorpå Jordan (Speith) har spillet i dette års majors er uovertruffen. Lige fra hans start på Augusta til hans opfølgning ved US Open, og samtidigt have to gode chancer for, at vinde The Open og US PGA. Han er årets spiller for mig, lød det fra den tidligere verdensetter.
— Læs også: Rige Rory: – $10 mio. betyder ikke noget for mig
Spieth vandt årets to første majors, blev nummer fire ved The Open og nummer to ved US PGA Championships. I alt har han været 54 under par i dette års majors, hvilket er alletiders rekord.
– At være 54 under par er aldrig set før i golfsportens historie, så to majors vejer højere end én i min bog, sagde McIlroy med henvisning til Jason Days sejr ved US PGA Championship.
– Begge fortjener det, men efter hvad jeg mener er vigtigt i golf, så tager Jordan den med et mulehår, lød dommen fra McIlroy.