Efter 41 år som starter på Europa Touren og ved The Open har Ivor Robson takket af og ladet sig pensionere.
Ved en del Europa Tour turneringer og ikke mindst The Open har Ivor Robson præsenteret alle spillerne på 1. tee, men nu er det slut for 75-årige Ivor Robson.
Skotske Ivor Robson er tidligere pro, og rejste en overgang rundt med Europa Touren og solgte skafter, men siden blev han officiel starter. De seneste år sponseret af Rolex, så han har været deres officielle tidtager og starter ved omkring 28 turneringer årligt.
Har præsenteret 18.995 spillere ved The Open
The Open 1975 på Carnoustie var Robsons første turnering som starter, og det år vandt Tom Watson i sin debut. I sommer takkede de begge af på St. Andrews, hvor Watson spillede The Open for sidste gang, mens Robson havde annonceret, at han ville stoppe efter denne sæson.
Under The Open har Ivor Robson haft daglange vagter på op mod ti timer, men aldrig har han forladt teestedet for at gå på toilettet eller været syg, men han måtte dog melde fra til BMW PGA Championship i år pga. sygdom.
— Læs også: Drama i ørkenen inden McIlroy løb med det hele
Ved The Open er dagens første starttid omkring kl. 6:30 og den sidste omkring kl. 16:15. En opgørelse efter The Open i år viste, at Ivor Robson i 41 udgaver af The Open har præsenteret hele 18.995 spillere på 1. tee!
DP World Tour Championship Dubai blev hans sidste turnering som starter, og op til sæsonfinalen efterlignede flere spillere Ivor Robsons særlige præsentation af spillerne på 1. tee, og den video kan ses nedenfor.
Rory McIlroy er den første og mod slutningen af videoen kan man se Søren Kjeldsen forsøge sig som Ivor Robson.
Nederst ses en video af Ivor Robson, da han præsenterede Rory McIlroy under finalerunden i søndags.
Ivor Robson announces his final group. #OnTheTee https://t.co/oGOKHKcmXc
— The European Tour (@EuropeanTour) 22. november 2015



















