
Den sparsomme danske succes på 2016-sæsonen fortsatte desværre i denne uge, hvor ingen af de fire danskere, der stillede til start, præsterede at være med i finalerunden.
At der ikke var danskere med, gjorde dog ikke spændingen mindre blandt de tilbageværende spillere, hvor specielt sydafrikanerne virkede til at nyde godt af hjemmebanefordelen.
Engelske Anthony Wall delte føringen med de to sydafrikanere Zander Lombard og Haydn Porteous inden finalerunden, og det blev sidstnævnte der endte med at tage sejren i sin blot 22. start som Europatourspiller.
— Læs også: Sådan sluttede EurAsia Cup
Den 21-årige gik finalerunden i -3 og det var i sidste ende nok til at vinde i -18 samlet med to slag ned til landsmanden Lombard, imens fire spillere delte tredjepladsen i -15.
Udover æren og præmiepengene, så var der også en ekstra gulerod til den unge Porteous, da han med sejren fik en plads ved sommerens The Open på Royal Troon. Det samme gjorde i øvrigt Lombard og Wall med deres placeringer.
Joburg Open, leaderboard.



















