Berejst Spieth: – Jeg er helt smadret

22-01-16 European Tour 2016, Abu Dhabi HSBC Golf Championship, Abu Dhabi GC, Abu Dhabi, United Arab Emirates. 21-24 Jan. Jordan  Spieth of United States during the second round..
Selv Superman kan bløde. Jordan Spieth har brugt de sidste måneder på at rejse kloden tynd, og det kan mærkes. Nu erkender han at han nok skulle have prioriteret anderledes.
Spieth havde et fantastisk 2015 med to majorsejre og en himmelflugt til toppen af verdensranglisten. Og man skal som bekendt smede mens jernet er varmt, hvilket sikkert har spillet ind på den unge amerikaners rejseplaner de sidste tre måneder.
Sydkorea, Kina, Australien, Bahamas, Hawaii, Abu Dhabi og i denne uge Singapore. At kalde Spieth for en globetrotter, er næppe at tage munden for fuld. Men rejserne sætter også sine spor.
– Jeg er træt – det må jeg indrømme, sagde Spieth på et pressemøde efter finalerunden af Abu Dhabi HSBC Championship.
– Jeg er ikke på 100 %, og det viste sig på visse områder i denne uge. Under prøverunden ramte jeg den rigtigt godt, men for hver dag er der faldet lidt af, og mine beslutninger på banen har ikke været gode nok. Men det har været sjovt, sagde Spieth.
— Læs også: Video: Spieth r*vheldig med ikke at ryge i vandet
Det siger meget om Jordan Spieth, at selv på en uge hvor han ikke synes spillet fungerer, stadig er så god, at han bliver delt nummer fem i en så stærkt besat turnering som den i Abu Dhabi.
JordanSpieth_irving15-290109Spieth selv siger at hans plan var, at se en masse steder i verden, at opleve kulturen og møde nogle spændende mennesker. Der er dog næppe tvivl om, at det også har handlet om at markedsføre Spieth-navnet i en tid, hvor det er glohedt. Læg dertil at der også er pæne såkaldte ‘appearance money’ at hente, når verdensetteren lægger vejen forbi.
– Det bliver ikke noget jeg gør igen. At hoppe frem og tilbage i Asien og Australien så meget som vi har gjort. Nu glæder jeg mig bare til, at komme hjem, og til at slappe lidt af, sagde Spieth, der dog kom i tanke om, at det måske ikke lød så heldigt for de folk i Singapore, der glæder sig til at se ham i aktion på Asian Tour i denne uge.
– … Men jeg glæder mig også helt vildt til at komme til Singapore. Det bliver en stor oplevelse, tilføjede den altid venlige og velformulerede Spieth hurtigt. Og i et kort øjeblik, der troede man næsten på ham.