
For de fleste golfspillere er The Masters årets højdepunkt. Den største og vigtigste turnering man kan komme til at spille. Sådan har Danny Willett det også. Men alligevel risikerer englænderen at skulle melde afbud, når verdens bedste golfspillere samles på Augusta National om en måneds tid.
Årsagen er heldigvis en lykkelig én af slagsen. Danny Willett og hans kone, Nicole, venter nemlig deres første barn, og fødslen er sat til starten af april.
– Det hele handler om hvordan vores lille mand timer det. Hvis han har lyst til, at komme ud hurtigt, så vil det da være fantastisk, men hvis ikke, så spiller jeg ikke Masters, sagde Willett på et pressemøde forud for denne uges WGC-turnering i Florida.

— Læs også: Danny Willetts år?
– Forhåbentligt får vi en nem fødsel, så jeg kan komme afsted. Selv hvis jeg flyver ud tirsdag eller onsdag, så er det fint nok for mig. Det er bare en af de turneringer man ikke rigtig vil misse, sagde Willett.
I modsætning til flere af hans landsmænd, så har Willett stadig base i England, og derfor vil han ikke tage afsted til Masters, hvis ikke fødslen er sket. Der vil ganske enkelt være for langt til, at han kan komme hjem i tide. Men som han så klogeligt siger:
– Det her sker kun én gang. Der skal nok komme mange flere Masters-turneringer!





















