Keegan Bradley del af førende trio

27-6-2015 PGA Tour 2015, Travelers Championship, TPC River Highlands, Cromwell, CT, USA. 25-28 June. Keegan Bradley of United States tees off from the 1st tee during the third round.
PGA Touren spiller på Copperhead-banen på Innisbrook Resort i denne uge, og hvis man skal kåre en entydig vinder af torsdagens første runde, så må banen tage sejren. Kun 24 af de 144 spillere var under par, da de første 18 huller var gennemført.
En af dem der fik ørene i maskinen var verdensetteren – den forsvarende mester – Jordan Spieth. En runde i +5 sender ham ikke alene et godt stykke fra cutgrænsen inden anden runde, men rejser også en del tvivlsspørgsmål om hans form på vej ind mod årets første major på Augusta National om en måned.
— Læs også: Spieths spytklat sender USGA på overarbejde
I toppen af leaderboardet er der tre spillere, der med runder i 67 slag (-4) har taget sig af føringen efter første runde.
Keegan Bradley, der var tidligt ude torsdag, var på et tidspunkt i -5 og tre slag fri af feltet, men en bogey til sidst betød en runde i -4. Derfor deler han førstepladsen med formstærke Charles Howell III, der har haft en række af gode resultater den sidste måned samt Ken Duke, der lukkede runden med at chippe i for birdie på 18. hul.
— Læs også: Optakt til Valspar Championship – Spieth tilbage hvor det hele tog fart
Både Howell og Duke var bogeyfrie for dagen. Noget kun ganske få spillere kunne prale af på den svære bane.
Keegan Bradley har misset fem cuts i otte starter på PGA Touren og er som nummer 88 i verden udenfor feltet i WGC-Dell Match Play, der spilles om 14 dage. Kan han holde fast i spillet fra torsdagens første runde, kan alt dette dog hurtigt ændre sig.
Valspar Championship, leaderboard