Fløden var i den grad kommet til toppen, før starten af 3. runde af Arnold Palmer invitational. Således kunne vi nyde en førerbold med Jason Day, Henrik Stenson og Justin Rose, verdensranglistens nr. 3,7 og 8. Runden var i øvrigt rykket adskillige timer frem, så man kunne nå at spille runden færdig, før et varslet uvejr eventuelt ville sætte en stopper for spillet.
Førerbolden havde dog ikke spillet mange huller, før regnen kom til Orlando, og med regnen kom også mere vind, så det var bestemt ikke en fordel for de sidste bolde.
De tre i førerbolden gik stabile, men ikke prangende runder, hvorimod Kevin Chappell og Troy Merritt begge gik 5 under par, og har spillet sig op på 2. anden pladsen to slag efter Jason Day, som gik 3. runde i -2. Chappell og Merritt deler 2. pladsen med Stenson. Justin Rose og Derek Fathauer deler 5. pladsen yderligere 2 slag efter.
PGA Tourens måske varmeste spiller i øjeblikket Adam Scott, gik som både Day og Stenson, en runde i 70 slag, og der skal i den grad ske mirakler, hvis han i morgen skal vinde sin 3. sejr i de sidste tre starter på touren.
Verdensranglistens nr. 2, Rory McIlroy, viste endnu engang prøver på, at hans øjeblikkelige bundniveau er for dårligt. Hele tre dobbeltbogeys medvirkede til en runde i +3, og McIlroys chancer for en topplacering er udspillet.
Søndag er der igen meldt om risiko for dårlig vejr, men endnu er der ikke meldt ud om spillerne bliver sendt ud fra to teesteder.
Du kan følge finalerunden af Arnold Palmer Invitational på C More Golf i morgen fra kl. 17.30





















