Der har længe været spekuleret i, at OL-turneringen i Rio ville kunne få et par afbud fra ellers kvalificerede spillere, og nu er det første så indløbet.
Det kommer fra Fiji, hvor den tredobbelte majorvinder Vijay Singh har gjort det klart, at han ikke ønsker at deltage i OL i Rio. Dette på trods af, at han ellers på nuværende tidspunkt er sikkert inde i varmen som deltager.
— Læs også: Skræmmende virus er en tikkende bombe under OLs golfturnering
Singh er nummer 215 i verden, og ville således med stor sikkerhed være klar til OL, men han har informeret officials i Fiji om, at han ikke ønsker at rejse afsted.
– Timingen er bare ikke god, når jeg gerne vil fokusere på PGA Touren. Jeg ville selvfølgelig gerne være med til OL, men ikke med Zika-virusen og alt det der, sagde Singh til GolfChannel i forbindelse med denne uges RBC Heritage.
— Læs også: Zika-virus: PGA flytter turneringer i Sydamerika
Også Miguel Angél Jiménez, der er førstereserve for Spanien på nuværende tidspunkt, har trukket sit navn fra den olympiske kvalifikation. Dog endnu uden at give en grund til det.
Zika-virusen kan smitte både mænd og kvinder, men hvor mændene mest oplever det som en influenza, så kan den hos gravide kvinder gøre alvorlig skade på fostret.





















