Amerikanske Kevin Chappel præsterede en noget nær perfekt forni under lørdagens anden runde ved Deutsche Bank Championship, der er den anden turnering i FedExCup slutspillet, og rykkede i front for turneringen foran Paul Casey og Jimmy Walker.
Chappel lavede fire birdies og en eagle på forni, og selvom han fik en enlig bogey på 13. hul, så kom han tilbage med birdies på 15. og 16., og topper nu leaderboardet i -11 samlet.
Det er et slag bedre end Casey og Walker, der var rundt i henholdsvis -5 og -7 lørdag, og også rykkede frem i feltet. De to står nu som førsteudfordrere i et felt, hvor hele 12 spillere er indenfor fire slag af førstepladsen inden de sidste to runder.
— Læs også: FedExCup slutspillet forklaret
Deutsche Bank Championship slutter først mandag, da der er helligdag i USA.
Dustin Johnson er på en delt femteplads i -8, men vil sikkert føle, at han burde have været endnu tættere på Kevin Chappel. Johnson var -10, da han kom til par-5 hullet 18. Men en approach, der røg over green kostede et straffeslag, og da han efterfølgende 3-puttede, så måtte han notere en dobbelbogey.
Justin Rose havde endnu en god runde på TPC Boston, og han rykkede frem til en delt syvendeplads i -7. En plads han blandt andre deler med sidste uges vinder, Patrick Reed. Jordan Spieth gik for anden dag i træk en 68’er, og deler 13. plads med Sergio Garcia i -6.
— Læs også: Pengepræmierne i FedExCup
Rory McIlroy ser ud til langt om længe at have løst sine problemer med putteren, som han ellers har kæmpet så meget med. Nordireren var rundt i -4 lørdag og rykkede op på en delt 30. plads i -4.
I går kunne vi her på siden skrive om, hvordan Jason Days familie havde været involveret i et trafikuheld. Heldigvis kom ingen af dem alvorligt til skade, og verdensetteren var da også til start lørdag. En firedobbelt bogey på forni antød dog, at tankerne måske var et andet sted, og det krævede en flot stribe af tre birdies på fire huller midt på bagni for, at Day klarede cuttet med et enkelt slag.
Så heldige var spillere som Bubba Watson, Phil Mickelson og Graeme McDowell missede alle cuttet, men har dog point nok til at klare sig videre til næste uges slutspilsturnering.
C More Golf sender direkte fra søndagens tredje runde. Sendetiderne kan ses på vores TV-side.
Deutsche Bank Championship, leaderboard





















