Efter seks huller af lørdagens tredje runde var Dustin Johnson -3 for dagen, og pludseligt var han stukket af fra feltet, og lignede en mand, der var på vej mod en dobbelttriumf i både Tour Championship og FedExCup’en.
To bogeys og en dobbeltbogey på bagni satte dog en bremse for Johnsons himmelflugt, og i alt blev det til en runde i -1, og en samlet score på -8. Så i stedet for at søndag ville blive ren opvisning, så ligger Johnson nu side om side med Kevin Chappel i toppen af leaderboardet.
Chappel var rundt i -2 lørdag og skal altså igen spille med Dustin Johnson i sidste bold, når det hele skal afgøres søndag.
Ryan Moore og Rory McIlroy var begge rundt i imponerende runder på 66 slag, og de to rykkede op på en delt tredjeplads blot et enkelt slag fra den førende duo.
Dustin Johnson fører FedExCup ranglisten, og derfor vil en sejr søndag naturligvis også sikre ham den samlede sejr i FedExCup’en. Johnson kan også nøjes med en andenplads, hvis han ellers får den alene, og Paul Casey, Adam Scott eller Patrick Reed ikke vinder turneringen. Af de tre er Casey bedst inden finalerunden på en delt syvendeplads i -3.
Hvis Kevin Chappel skal vinde FedExCup’en skal han vinde søndag, og samtidigt skal Dustin Johnson slutte på en niendeplads eller værre. For McIlroy er opgaven mere i hans egen hånd. Nordireren skal vinde Tour Championship, og håbe at Johnson ikke får andenpladsen alene.
Alle de forskellige scenarier skal kommentatorerne på C More Golf nok komme ind på, når kanalen sender direkte fra sidste runde af denne sæson på PGA Touren. Sendetiderne kan ses på vores TV-side.
The Tour Championship, leaderboard
FedExCup scenarier – hvad der skal til for at vinde FedExCup’en
FedExCup leaderboard live





















