Mange troede, at Bubba Watsons navn ville blive trukket op af hatten, da det fjerde og sidste amerikanske wildcard blev præsenteret søndag. Det valg faldt dog i stedet på Ryan Moore, som tabte et spændende omspil til Rory McIlroy ved The Tour Championship.
Nu får Bubba Watson dog alligevel lov til, at blive en del af holdet til Ryder Cup. Davis Love III har nemlig udnævnt Bubba som sin femte vicekaptajn. Det var dog ikke med i planerne, at der skulle være en femte vicekaptajn, men det ændrede en enkelt telefonsamtale på.
– Da jeg ringede til Bubba og fortalte ham, at jeg valgte at gå i en anden retning med mit sidste wildcard, sagde han straks: “Jeg vil stadig være med på holdet, hvis du vil have mig med”. Det synes jeg var et fantastisk tilbud, og da jeg fortalte de andre vicekaptajner, var der stor glæde, fortalte Davis Love III i forbindelse med udnævnelsen.





















