Piercy bevarer føringen af regnvejrsafbrudt Safeway Open

2. runde af Safeway Open, der spilles i Napa i det nordlige Californien, blev ramt af kraftigt regnvejr under fredagens spil. Det betød, at spillet var afbrudt ca. 2,5 time tidligt på dagen, hvorefter spillet blev genoptaget.
Pausen betød, at amerikanske Scott Piercy, der torsdag satte ny banerekord i 10 slag under par, fik yderligere tid til at tænke over sin aktuelle førerposition. Det lod dog ikke til at påvirke Piercy som fortsatte det gode spil fra torsdagens runde. Piercy nåede at spille 12 huller inden spillet blev afbrudt pga. mørke, og med 1 eagle, 2 birdies og 9 pars forbedrede Piercy sin score til minus 14 og holdt dermed fast i føringen. Eaglen blev lavet på 9. hul, hvor Piercy holede et chip fra godt 35 meter på par 5 hullet.
På de næste pladser følger Johnson Wagner og Poul Casey i henholdsvis minus 12 og 11. Begge spillere mangler ligesom Piercy at færdiggøre 2. runde.
Formiddagens stjernebold med Phil Mickelson, Bill Haas og den forsvarende mester Emilliano Grillo startede deres 2. runde på 10. hul, og nåede blot at spille 3 huller inden regnvejrsafbrydelsen. Da spillet blev genoptaget startede Mickelson med at slå sit teeslag på 13. hul out of bounds. Mickelson fik dog bedre styr på tingene og takket være bl.a. 6 birdies gik Mickelson runden i 69 slag, hvilket også var tilfældet om torsdagen. Mickelson udtalte efter runden til amerikansk tv, at hans drives ikke havde fungeret godt (Mickelson ramte 6 ud af 14 fairways), men at han var meget tilfreds med sit jernspil, hvor han specielt fremhævede evnen til at kontrollere længden på sine slag. Grundet de udfordrende vejrbetingelser vurderede Mickelson, at bolden fløj ca. 10 til 15 yards kortere end normalt. Mickelsons samlede score i minus 6 giver en aktuel delt 10. plads, mens Bill Haas med en runde i to under par ligger på en delt 4. plads i minus 8. Emilliano Grillo har stadigvæk muligheden for et titelforsvar, da han ligger i minus 5 på en delt 19. plads.
Ingen af spillerne fra eftermiddagens halvdel nåede at færdiggøre 2. runde, så cutgrænsen kendes først i løbet af lørdagen, hvor spillet er sat til at genoptages kl. 07:45 lokal tid, svarende til kl. 15:45 dansk tid.ScottPiercy_oakville15-294609