Danmark fører fortsat World Cup


Den 58. udgave af World Cup of Golf tegner til at blive en stor triumf for dansk golf, idet Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen udbyggede føringen fra tre til fire slag efter lørdagens 3. runde på Kingston Heath banen i Melbourne, Australien. Lørdagens spilleformat var foursome, ligesom det var tilfældet i torsdags, hvor de to danskere var rundt i par, 72 slag. Denne score blev på 3. runde forbedret med to slag og kom i hus via tre bogeys, fem birdies og ti pars, og dermed er Danmark samlet -14, mens USA ligger alene på andenpladsen i -10 efter at have gået dagens bedste runde i 69 slag.
Danskerne spillede utrolig solidt og ramte 12 ud af 15 fairways og 15 ud af 18 greens, hvilket i foursome er ganske imponerende, da det i dette spilleformat ofte er noget sværere for spillerne at finde sin normale rytme og flow i spillet. Særligt Søren Kjeldsen imponerede med sine teeslag, idet 41-årige Kjeldsen, som slog på de lige huller, ramte syv ud af syv fairways, mens Thorbjørn Olesen ramte fem ud af otte fairways. Olesen imponerede da også med sine teeslag og i særdeleshed på 13. hul, hvor den 26-årige dansker næsten drivede greenen på par fire hullet som måler 337 meter.
Undervejs på 3. runde var danskernes forspring oppe på seks slag, men en stabil afslutning af USA, som lavede otte pars og en birdie på bagni, reducerede den danske føring til fire slag. Mod slutningen af runden havde danskerne ikke de helt oplagte birdiechancer, og på 16. hul blev det da også til et ærgerligt 3-put efter et lidt for aggressivt førsteput af Olesen.
– Læs også: Danmark fører World Cup efter fantomrunde
I finalerunde skal Danmark dermed ud i en direkte duel mod USA, som stiller med Rickie Fowler og den regerende PGA Championship mester Jimmy Walker, som er henholdsvis nr. 12 og nr. 20 på verdensranglisten. De to amerikanere har tidligere gjort det godt sammen, idet de til Ryder Cup på Gleneagles i 2014 spillede alle fire parmatcher sammen og fik point i tre af dem. Under lørdagens 3. runde virkede Jimmy Walker som den stærkeste af de to, mens Rickie Fowler kæmpede lidt mere med spillet. Dermed må det forventes, at danskerne, som ligger nr. 45 (Kjeldsen) og nr. 67 (Olesen) på verdensranglisten, får kamp til stregen på finalerunden, hvor der spilles fourball, og dermed vil finalerunden forventeligt byde på ret lave scores.
Alene på tredjepladsen og fem slag efter Danmark ligger Kina som lørdag var rundt i par. Det startede ellers ikke lovende for de to kinesere, idet de var tre over par efter to huller. Dog svarede de stærkt igen og lavede herefter 13 pars og tre birdies for en runde i 72 slag. Yderligere to slag efter og på en delt fjerdeplads ligger Japan, Frankrig og Spanien.
De australske forhåndsfavoritter spillede sig på 3. runde lidt frem i stillingen, og ligger før finalerunden på en delt 11. plads i -4. Dermed ligner det ikke et titelforsvar af triumfen fra 2013, hvor Adam Scott og Jason Day i overlegen stil vandt på Royal Melbourne, hvor Danmark i øvrigt sluttede på en flot tredjeplads via Thomas Bjørn og Thorbjørn Olesen.
Finalerunden kan natten til søndag dansk tid følges på Viasat Golf og Viaplay og sendetiderne kan ses på vores TV-side. Husk at der er gratis adgang til Viaplay i hele weekenden, og at man på Viaplay kan spole 48 timer tilbage i udsendelsen, så man kan se hele finalerunden på et senere tidspunkt.
World Cup of Golf, leaderboard