Så er PGA Touren igang! Torsdag var 32 turneringsvindere fra sidste sæson samlet på Plantation Course på Hawaii til SBS Tournament of Champions, og det er den seneste major-vinder, der har taget teten fra start.
Jimmy Walker, der ikke har gjort meget væsen af sig siden han vandt PGA Championship for et halvt år siden, fører med to slag efter en første runde i flotte -8.
Walker har kæmpet med præcision fra tee, men han udnyttede de store vidder der er på Plantation Course, hvor man skal gøre sig meget umage for at misse de brede fairways, og gjorde arbejdet færdigt, når han kom til green.
To slag efter Walker ligger Jim Herman, Justin Thomas og Ryan Moore alle i -6 imens Daniel Berger og Jason Dufner deler femtepladsen i -5.
Jordan Spieth, der satte hele feltet til vægs ved denne turnering sidste år, kæmpede med spillet torsdag, og hans runde i -1 er kun nok til en delt 22. plads i det 32-mand store felt. Efter en lang ferie, er der dog nok en del rust, der skal bankes af, og Spieth har tre runder tilbage at gøre det i ved den cutløse turnering.
Hideki Matsuyama sluttede 2016 af som en af de mest formstærke spillere i verden, og han er igen med fremme efter sin åbningsrunde i -4, der placerer ham på en delt syvendeplads hvor også Dustin Johnson ligger.
C More Golf sender direkte fra mestrenes turnering hver aften i denne uge. Sendetiderne kan ses på vores TV-side.
SBS Tournament of Champions, leaderboard





















