Flot åbning af Kjeldsen på Hawaii hvor Justin Thomas fører efter 59'er

SørenKjeldsen_aalborg15-295788Så oprandt dagen endeligt, hvor Søren Kjeldsen trådte sine første skridt på PGA Touren som fuldgyldigt medlem, og det blev en mere end godkendt entré blandt verdens bedste spillere, hvoraf én af dem, dog stjal en del af rampelyset ved at blive den yngste i historien til at gå en 59’er.
Først skal det dog handle om Kjeldsen, der efter en bogey på 6. hul, hvor han var en tur i en fairwaybunker fra tee, lavede fem birdies resten af vejen ind, og spillede uhyre stabilt. Kjeldsens åbningsrunde i -4 placerede ham helt i toppen blandt formiddagens spillere, og da alle havde været igennem banen, rakte det til en delt 21. plads.
justin thomasDe helt store overskrifter tilhører dog sidste uges vinder Justin Thomas, der åbenbart nyder at være på Hawaii. Thomas åbnede med en eagle på 10. hul – hans første for dagen – og selvom det blev til en bogey på hullet efter, så lavede han fem birdies på de resterende syv huller, og vendte i -6. Med yderligere birdies på 1., 2. og 4. hul, begyndte det for alvor at ligne en historisk dag for Thomas, der blot skulle finde to birdies yderligere for en 59’er.
De næste fire huller spillede han dog i par, og så var kravet en eagle på 9. hul, hvilket den 23-årige præsterede på flotteste vis. Han blev den blot anden i historien til at skyde 59 efter en eagle på sidste hul, og altså den yngste nogensinde til at præstere det magiske tal.
Thomas’ -11 giver ham en komfortabel føring på tre slag ned til Hudson Swafford på -8 imens sydafrikanske Rory Sabbatini indtager tredjepladsen i -7. Jordan Spieth, der spillede i bold med sin gode ven Thomas, var rundt i -5 på en delt 12. plads, imens Kjeldsen altså ligger lige efter på samme plads som Justin Rose og Hideki Matsuyama.
Du kan se med fra anden runde, hvor Kjeldsen er på banen under dækningen, på C More Golf fredag fra kl. 01.00.
Sony Open in Hawaii, leaderboard