Kjeldsen: – Jeg savner Charlotte og børnene ad h….. til!

SørenKjeldsen_dubai15-300355Søren Kjeldsens USA-eventyr er nu to turneringer gammelt, og det har desværre ikke fået den start, som den 41-årige dansker havde håbet – og nok også troet – på.
Det er blevet til to missede cuts, og med et stærkt felt i vente ved denne uges Traveler’s Championship, hvor blandt andre Tiger Woods, Jason Day, Dustin Johnson og Rickie Fowler stiller op, så skal der andre boller på suppen, hvis ikke det skal blive til tre i træk.
I en video på sin Facebook-side fortæller Søren Kjeldsen åbent om sine frustrationer ved spillets nuværende tilstand. Driveren sidder meget godt – faktisk lå han nummer et på driving-accurancy ved sidste uges CareerBuilder Challenge – men jernspillet, og det korte spil, som ellers plejer at være nordjydens varemærke, har ikke siddet i skabet.
SørenKjeldsen_munchen15-292052Ifølge Kjeldsen selv, så drejer det sig om, at han har spillet lidt for aggressivt, og villet for meget, i stedet for at spille til den sikre side af de svære pinde. Det har betydet for mange ture i sand og i vand, og derfor har det været svært, at få momentum i runderne.
Den manglende succes gør også, at savnet til familien kan mærkes endnu mere.
– Det er klart, at når man har sådan et par uger, og sidder på den anden side af Atlanten, så føler man sig langt væk hjemmefra. Det er ikke nogen hemmelighed, at lige nu savner jeg Charlotte og ungerne ad h…… til, men jeg vidste at det ville blive en barsk omgang og en stor udfordring, og det var det jeg gerne ville, siger Kjeldsen i videoen.
Efter denne uges Traveler’s Championship holder Kjeldsen som planlagt en lille pause fra PGA Touren, og tager hjem til familien i Danmark.