Shell Houston Open – mens vi venter på US Masters

Jim Herman vandt sidste år Shell Houston Open foran Henrik Stenson

Nu er ventetiden snart forbi og sæsonens første major er lige på trapperne, men inden da, skal vi i denne uge have kåret en vinder af Shell Houston Open. Den traditionsrige turnering har været afholdt siden 1946, og er siden 2007 blevet spillet ugen før årets første major, US Masters på Augusta National i Georgia.
Denne uges felt tæller bl.a Jordan Spieth, Phil Mickelson, Rickie Fowler, Justin Rose og Henrik Stenson, så alt tyder på en spændende turnering, hvor en række af de helt store navne finpudser formen inden næste uge.
Shell Houston Open har de sidste fem år budt på nogle utrolig spændende afslutninger, hvor turneringen først er blevet afgjort til allersidst. I de sidste fem år har der måtte omspil til to gange (2014 og 2015), mens sejrsmargen var på blot ét slag i både 2012, 2013 og 2016.
– Læs også: Verdens bedste er nu kongen af WGC
Sidste år blev Shell Houston Open vundet af amerikanske Jim Herman i scoren -15, mens Henrik Stenson sluttende på andenpladsen i -14. Vinderscoren har de sidste fem år ligget på -16, -16, -15, -16 og -15, mens scoringsrekorden indehaves af Vijay Singh, der tilbage i 2002 vandt i -22. Singh er i øvrigt den seneste til at forsvare sin titel, da han vandt turneringen i både 2004 og 2005.
Søren Kjeldsen er ikke med i denne uge, idet han er hjemme hos familien i Danmark. Ikke desto mindre så skal det blive spændende at se, hvem der løfter trofæet på søndag, og dermed en plads i næste uges US Masters. Turneringen kan følges direkte på C More Golf alle fire dage, og sendetiderne kan som altid ses på vores TV-side.