Gik i 60 slag – uden at vide det!

Den legendariske Pebble Beach er blandt USAs bedste og mest prestigefyldte baner

Et af de store samtaleemner efter 2. runde af AT & T Pebble Beach Pro Am var Sung Kangs runde i 60 slag. Da han var færdig med runden og skulle underskrive sit scorekort regnede Kang med, at hans score var 61 slag. De 3 første runder spilles på 3 forskellige baner. Sung Kang spillede sin anden runde på Monterey Peninsula, og han var ikke opmærksom på banens par. For nogle år siden forlængede man banens 16. hul, som nu spilles som et par 5 hul. Kang brugte 3 slag på hullet og troede han “kun” havde lavet birdie. Straks efter runden lykønskede Kangs spillemakker, komikeren Ray Romano ham med den sensationelle runde i 60 slag. I første omgang troede Kang ikke på ham, men lidt efter faldt brikkerne på plads: 9 birdies, en eagle og resten i par.
Med runden i 60 slag rykkede Sung Kang fra Sydkorea 81 pladser frem i feltet til en delt 1. plads. Den deler han med Hiroshi Iwata, Japan. Efter de første 2 runder af turneringen er de begge 11 under par totalt.
Phil Mickelson var også rigtig godt spillende i anden runde af AT & T Pebble Beach Pro Am og med seks birdies, en eagle og 2 bogeys gik han sin 2. runde i 6 under par. Ialt er Mickelson 10 under par og det bringer ham på en delt 3 plads.
Phil Mickelson viser meget gode takter i denne uge

Formatet på AT&T Pebble Beach Pro Am er noget anderledes end de traditionelle turneringer på PGA touren. 156 professionelle fra PGA touren stiller op og sættes i par med 156 amatørspillere, hvoraf mange er meget kendte skuespillere, sportsfolk og musikere, men også velhavende forretningsfolk er blandt amatørerne. De første 54 huller afvikles tor-lørdag på 3 forskellige baner: Spyglass Hill Golf Course, Monterey Peninsula Country Club og Pebble Beach Golf Links. Efter 54 huller går de 60 bedste professionelle videre til finalerunden søndag. Desuden går også de 25 bedste par (pro+amatør) videre til finalerunden. Søndagens finale afvikles på Pebble Beach Golf Links.
AT&T Pebble Beach Pro Am Leaderboard