18-07-15 European Tour 2015, 144th OPEN CHAMPIONSHIP, Old Course, St. Andrews, Fife, Scotland, UK. 16 - 19 Jul.  Shots at Saturday when the play was suspended due to high winds. Flags in the wind.

Fra og med 1. januar 2016 ændres der på golfreglerne, som det er kutyme hvert fjerde år. I år er der blandt andet fokus på, at fjerne unødvendige diskvalifikationer.

R&A og USGA bestyrer regelbogen for golf, og de har nu annonceret ændringerne, der vil få effekt efter nytår. I alt bliver der ændret i 18 af de 34 regler, hvoraf de fleste dog blot er mindre justeringer. Der er dog også et par ret væsentlige opdateringer.

Først og fremmest så forbydes den forankrede putter, hvilket næppe kommer som en overraskelse for nogen efterhånden. Den sag er efterhånden vendt og drejet så mange gange, at de færreste er i tvivl om dette.

— Læs også: Prof’erne snyder så det brager

Der er dog også kommet et par lettelser for spillerne. Tidligere var det lig med diskvalifikation, hvis man skrev under på et forkert scorekort. Det er det som udgangspunkt stadigvæk. Men hvis fejlen på scorekortet skyldes en straf, som spilleren ikke var klar over på tidspunktet for scorekortets underskrivelse, så bliver man ikke længere diskvalificeret.

Man kan tage et eksempel som Camilo Villegas, der i 2011 blev diskvalificeret fra Huyndai Tournament of Champions, da han efter et dårligt chip, der ikke nåede op ad bakken til green, og i stedet rullede tilbage mod ham, valgte at slå til en græstot med køllen, hvilket kunne ses som en forbedring af lejet.

Dette blev opdaget af en tv-seer, som ringede ind efter runden, og Villegas blev idømt to straffeslag. Da han havde skrevet under på et scorekort uden de to straffeslag, så blev han diskvalificeret fra turneringen.

Efter de nye regler, ville Villegas i stedet for en diskvalifikation have fået to straffeslag for forseelsen og to yderligere for, at have skrevet under på et ukorrekt scorekort. Dermed ville han være blevet i turneringen – hvis altså ikke de fire straffeslag var lig med et misset cut.

— Læs også: Usportsligt eller helt efter reglerne?

En anden ændring er vedrørende brug af hjælpemidler under runden. D.A. Points holdt i 2014 en skumbold under sin arm imens han tog prøvesving under en forsinkelse grundet langsomt spil. Dette var ulovligt, og han blev efterfølgene diskvalificeret efter regel 14-3. Denne regel ændres også.

Fremover koster det blot to straffeslag, hvis man bruger ulovlige hjælpemidler under en runde. Gør man det to gange under samme runde, så er konsekvensen dog stadig diskvalifikation.

Også regel 18-2b ændres. Det er reglen der siger, at hvis en bold flytter sig efter spilleren har adresseret den, så antages det, at det er spilleren, der har forårsaget bevægelsen, og man idømmes et straffeslag.

I 2012 kom der en mindre ændring af denne regel, der siger, at når det er så godt som sikkert, at det ikke var spillerens skyld men i stedet eksempelvis et stærkt vindstød, så fik man ingen straf.

Nu ændres fortegnet på reglen, så man ikke længere er skyldig indtil det modsatte er bevist. Nu er det kun hvis det er sikkert, at det er spillerens skyld, at bolden flyttede sig.