Jordan Spieth har ikke spillet siden sin sejr i US Open, og John Deere Classic er hans sidste forberedelse inden The Open i næste uge, hvor han er favorit efter Rory McIlroy har trukket sig.
Medmindre Spieth spiller sig op i feltet, så bliver det dog kun til to runder, for efter en runde i par, er han nr. 101 i turneringen, som han vandt i 2013.
– Det var en rusten runde. Jeg spillede mine første 18 huller efter US Open i går, og det var rustent i går men lidt bedre i dag, sagde Spieth efter runden.
Flot comeback af Justin Thomas
Justin Thomas og Nicholas Thompson deler føringen i -8 foran Charles Howell III og Luke Guthrie i -7.
For Justin Thomas var det et godt comeback, da han var med helt fremme i sidste uges Greenbrier Classic, hvor han havde del i føringen inden de sidste 10 huller af finalerunden. Han gik dog de afsluttende 10 huller i +8 efter bl.a. en 8’er på et par-4 hul og sluttede som nr. 54.
Stricker og Zach Johnson med helt i toppen igen
Steve Stricker vandt John Deere Classic tre år i træk fra 2009, og han er endnu engang med helt fremme, da han deler 5. pladsen i -6 med Robert Garrigus, Daniel Summerhays, Shawn Stefani og Steven Alker.
Zach Johnson er på en delt 10. plads i -5, og han har haft stor succes i turneringen de seneste fire år med en 3. plads i 2011, en sejr i 2012 og andenpladser de seneste to år.
Spiller om en enkelt plads i The Open
Der kæmpes om en ekstra bonus i John Deere Classic, da den bedste i top-5, som ikke i forvejen er kvalificeret, kommer med i The Open.
Sendes på TV3 Sport 2 og Viaplay
John Deere Classic sendes direkte på TV3 Sport 2 og Viaplay.dk fredag kl. 22 – 01, lørdag fra kl. 19:30 – 00 og søndag fra kl. 19 – 00.
John Deere Classic, leaderboard





















