Erfarne Karrie Webb fører U.S. Women’s Open, der blev forsinket af dårligt vejr, og Line Vedel er blandt de 56 spillere, som endnu ikke er færdige med første runde.
40-årige Webb, med 41 sejre på LPGA heriblandt 7 major sejre, deler føringen i -4 med Marina Alex, og de nåede begge at færdigspille første runde.
Amy Yang er på 3. pladsen efter en runde i -3, og den deler hun med Na Yeon Choi efter 15 huller og Jane Park efter 13 huller.
Vedel langt tilbage i feltet
Line Vedel gør comeback efter en pause på mere end tre måneder, og hun nåede at spille 13 huller i +5, hvilket placerer hende som nr. 106.
Verdensetteren Inbee Park er på en delt 6. plads i -2 efter 14 huller, mens Lydia Ko er nr. 18 efter en runde i par.
Lexi Thompson, der trods sin unge alder på 20 år er med i U.S. Women’s Open for niende gang, er ligeledes i par efter 16 huller.
Den forsvarende mester Michelle Wie er nr. 62 efter en runde i +2, mens Suzann Pettersen er noget længere tilbage som nr. 142 efter en runde i +9.
Sei Young Kim havde det svært uden sin caddie
Op til turneringen blev Sei Young Kims caddie bortvist, da han havde taget billeder af nogle interne USGA dokumenter, og hun havde det tilsyneladende svært med en ny midlertidig caddie, da hun er nr. 62 i +2 efter 14 huller.
Sendes direkte på Viasat Golf og Viaplay.dk
Viasat Golf og Viaplay.dk sender direkte fredag fra kl. 20 – 01 samt lørdag og søndag fra kl. 20:30 – 00:30. Ugens PGA Tour turnering, John Deere Classic, sendes på TV3 Sport 2 og Viaplay.dk.
U.S. Women’s Open conducted by the USGA, leaderboard
Forskel på majors i Europa og USA
Mens der hos herrerne er enighed om, hvilke turneringer der betragtes som majors, så tæller majors hos damerne ikke på alle tours.
Da LPGA er den største tour, er det derfor oftest deres majors, man tager udgangspunkt i. På LPGA er der fem majors med ANA Inspiration, KPMG Women’s PGA Championship, US Women’s Open, Ricoh Women’s British Open og Evian Championship.
De amerikanske majors tæller ikke på LET’s pengeliste, og på LET er der kun to majors med Ricoh Women’s British Open og Evian Championship.



















