Day er med helt fremme igen

JasonDay_plainfield15-296287Brendon de Jonge fører Deutsche Bank Championship efter første runde, men der er tæt i toppen og Jason Day er endnu engang med helt fremme. Det er den anden af de fire turneringer i FedExCup slutspillet, og den spilles fra fredag til mandag.
De Jonge fører i -6 foran Luke Donald, Colt Knost, Kevin Chappell, Ian Poulter, Matt Jones, Harris English, Charley Hoffman, Henrik Stenson og Rickie Fowler i -4.
Poulter har haft en noget anderledes tilgang til denne uges turnering, da han ikke har spillet en træningsrunde på banen, han deltog ikke i Pro-Am turneringen, og har ikke stået længe på træningsbanen.
– Nogle gange giver det et lidt andet fokus, for man skal koncentrere sig mere og vænne sig til banen meget hurtigt. Og det gjorde jeg godt i dag, sagde Poulter efterfølgende.
Jason Day, der har vundet tre af sine seneste fire turneringer, fortsætter med at spille godt, og en runde i -3 giver ham en delt 11. plads i -3. Day var -5 efter 13 huller, men lavede to bogeys på de sidste 5 huller.
Mcilroy afsluttede med to bogeys
Rory McIlroy spiller sin første turnering siden sit comeback ved US PGA Championship, og han er tilbage som nr. 1 på verdensranglisten.
— Læs også: Europatouren bøjer reglerne for Rory McIlroy
McIlroy begyndte på 10. hul og var -3 efter 16 huller, men to afsluttende bogeys gav en runde i -1 og en placering som nr. 26 sammen med bl.a. Dustin Johnson og Phil Mickelson.
Spieth i problemer
Jordan Spieth missede cuttet i sidste uge, og havde det igen svært, selvom han er gået tilbage til sit gamle udstyr.
En runde i +4 placerer Spieth som nr. 80, og han skal således spille sig op i top-70 for at klare cuttet til de to finalerunder. Spieth var tydeligt frustreret, og ønskede ikke at tale med medierne efter runden.
Kan Luke Donald avancere igen?
Inden sidste uges The Barclays var Luke Donald nr. 119 på FedExCup ranglisten, men med en 24. plads rykkede han frem som nr. 87 og dermed kom han med i denne uges turnering, hvortil kun top-100 er kvalificeret.
For at komme med i BMW Championship om to uger, skal man være i top-70 på ranglisten efter denne uge, mens kun top-30 er kvalificeret til den afsluttende Tour Championship by Coca-Cola.
— Læs også: Flere stjerner er ude af FedExCup’en
Viasat Golf og Viaplay.dk sender direkte lørdag fra kl. 20:30 – 00:30, søndag fra kl. 19 – 00 og mandag fra kl. 17:30 – 00.
Deutsche Bank Championship, leaderboard
Stillingen på FedExCup ranglisten
FedExCup, stillingen
FedExCup, projekteret stilling