Muslim-kommentar koster Trump The Open

5-3-2014 PGA Tour 2014, WGC-Cadillac Championship, TPC Blue Monster at Doral, Miami, FL, USA. 06-09 Mar. Donald Trump during a press conference.
Den amerikanske forretningsmogul – og nu også præsidentkandidat – Donald Trump, har flere gange de sidste måneder udtalt sig uheldigt omkring andre folkeslag, og i sidste uge kom så kronen på værket, da Trump sagde, at stod det til ham, så ville han lukke USAs grænser for alle muslimer.
Den kommentar kan komme til, at koste Trump dyrt. Ikke kun i præsidentvalget, men også andre steder.
Sidste år købte Donald Trump Turnberry-resortet på den skotske vestkyst, og grunden var klar – han ville være vært for The Open, hvor Turnberry har været med i værst-rotationen de sidste mange år. Men – nu kan det ændre sig.
— Læs også: Grand Slam er flyttet efter Trumps udtalelser
Ifølge The Independent, så har R&A besluttet at tage Turnberrys Ailsa Course ud af rotationen.
Avisen skriver, at Trump ifølge R&A har et så giftigt rygte, at det vil kunne koste boykots fra både sponsorer og spillere.
Nyheden kommer bare dagen efter, at PGA Touren offentliggjorde, at de fra og med 2017-udgaven ikke længere vil garantere, at Trumps Doral Blue Monster skal være vært for WGC-Cadillac Championship.
Turnberry har været vært for The Open fire gange. Senest i 2009 hvor Stewart Cink slog Tom Watson efter omspil. Resortet ville med al sandsynlighed have fået værtsskabet igen i 2020.
The Independent citerer en anonym kilde i R&A for at have sagt, at “Turnberry kan sagtens få værtsskabet tilbage. Bare ikke Trumps Turnberry.”