
Efter 3. runde af Maybank Championship Malaysia på Europatouren, er det sydkoreaneren Soomin Lee, der har lagt sig i spidsen inden søndagens finalerunde.
Den 22-årige Lee lå for et år siden helt nede som nr. 1529 på verdensranglisten (pt. nr. 221) og kom ind på Asien Touren via tourskolen inden denne sæson. Lee kom til denne uges turnering med to 7. pladser på Asien Touren i bagagen og kan med en sejr i morgen blive medlem af Europatouren, hvis han ønsker det.
Lee gik dagens bedste runde i 64 slag (-7) og lavede undervejs bl.a. 6 birdies på 8 huller. I alt lavede han 9 birdies og 2 bogeys på sin runde.
Sydkoreaneren fører inden sidste runde med 3 slag til australieren Marcus Fraser. Nathan Holman, der førte efter de første 2 runder, lå inden hul 18 til at skulle gå i førerbold med Lee, men da Holman slog i vandet på det sidste hul fra bunkeren og endte med en 7’er hullet, faldt han tilbage i stillingen.
Selvom der var 5 danskere til start i turneringen, var det kun Lucas Bjerregaard og Søren Kjeldsen der klarede sig videre til finalerunderne. Efter en runde i 70 slag (-1) er Lucas Bjerregaard bedste dansker i samlet -6 og han indtager en delt 15. plads. Bjerregaard brugte 32 putts på dagens runde og det er netop putteren, der har voldt ham de største problemer i denne uge. Bjerregaard lavede 1 birdie, 2 bogeys og 1 eagle på sin runde.
Læs også: Kokrak øjner første sejr på PGA Touren – Spieth missede cuttet

Længere nede i stillingen ligger Søren Kjeldsen, der brugte 72 slag på sin runde (+1) og indtager en delt 59. plads i par sammenlagt. Kjeldsen lavede undervejs 4 birdies og 5 bogeys på dagens runde. I modsætning til Bjerregaard, har Kjeldsen i Malaysia haft problemer med at få bolden i fairway fra tee og han har ofte trukket bolden til højre med driveren.
Vi må håbe, at Kjeldsen får rettet driveren ind og Bjerregaard får gang i putteren inden søndagens finalerunde, som Viasat golf sender direkte fra søndag kl. 03.30.
Maybank Championship Malaysia, leaderboard
Forside Professionel golf European Tour Sydkoreaner fører Maybank Championship – Bjerregaard på 15. plads



















