Det blev aldrig rigtigt Rory McIlroys major. Nordireren, der ellers vandt sidste gang han deltog i The Open, var uheldig med at lande i den forkerte halvdel af feltet torsdag/fredag, og fik aldrig taget magten over de svære betingelser med blæst og regn, der prægede fredag eftermiddag.
Lørdag skulle han derfor ud og brænde banen af, men det gik langt fra sådan. Og på 16. hul knækkede filmen for alvor for McIlroy – og kort efter knækkede hans 3-wood også. Som det fremgår af videoen herunder, så gik det ud over fairwaykøllen, at McIlroy slog et skævt approachslag ind mod 16.
McIlroy har tidligere både kastet med og knækket køller, så det er langt fra en ny side af ham. Og at han ikke er vild med dårlige betingelser, er heller ikke nogen nyhed.
– Jeg hader at spille i det her vejr, men jeg har fundet en måde at komme rundt på, når det sker, sagde McIlroy efter sin tredje runde, hvor han altså for alvor spillede sig ud af årets tredje major. Den tidligere verdensetter er på en delt 18. plads i par – 11 slag efter Henrik Stenson.





















