
Efter en regnvejrsafbrydelse på godt to timer blev 4. runde af Safeway Open genoptaget, og heldigvis blev det ikke til flere afbrydelser, og arrangørerne undgik dermed en mandagsafslutning.
Safeway Open blev afgjort på de sidste huller, hvor en række spillere havde en reel vinderchance. Med 3 birdies på de sidste 3 huller kom Brendan Steele bagfra og vandt med et enkelt slag foran Patton Kizzire. Brendan Steele gik den afsluttende runde i 7 under par, 65 slag, og endte med en totalscore på minus 18.
Det var karrierens anden sejr på PGA touren for Steele som har været en fast del af touren siden 2011 sæsonen, hvor det blev til karrierens første sejr i Valero Texas Open. Steele måtte således vente 141 turneringer på sejr nr. 2, og at sejren kom i netop denne turnering føles formentlig ekstra godt for Steele med tanke på, at han førte turneringen efter 3. runde sidste år (Frys.com Open 2015), men hvor en skuffende finalerunde i 76 slag sendte Steele ned på en 17. plads.
Inden denne uges turnering lå Brendan Steele nr. 88 på verdensranglisten, men sejren udløser 38 verdensranglistepoint, og Steele kan dermed se frem til et pænt avancement på den opdaterede liste. Desforuden er Steele med sejren kvalificeret til årets første major, US Masters på Augusta banen i april.
Et par af turneringens største forhåndsfavoritter, Poul Casey og Phil Mickelson sluttede begge Safeway Open godt af. Med en runde i minus 3 sluttede Casey på en delt 3. plads blot to slag efter Steele, mens Mickelson efter en bogeyfri runde i 5 under par sluttede på en delt 8. plads. Dermed har Mickelson stadigvæk ikke vundet på PGA touren siden The Open i 2013, men Mickelson udtalte efter runden, at han er meget optimistisk omkring sit spil, men at han skal forbedre sine drives. På finalerunden blev det dog til 9 ud af 14 fairways for Mickelson.
Næste uges turnering på PGA touren er CIMB Classic som spilles i Kuala Lumpur i Malaysia, hvor unge Justin Thomas er forsvarende mester. Thomas er ikke langt fra storformen, idet han sluttede på en delt 8. plads i denne uge med afsluttende runder i 66, 67 og 67.





















