Kjeldsen og PGA Touren 2017

søren kjeldsenI 2016 lykkedes det for Søren Kjeldsen at spille sig til et fuldt PGA Tour kort for 2017 sæsonen. Den nye sæson på PGA Touren startede allerede medio oktober 2016, men Kjeldsen får først sin debut som fuldgyldig medlem af den amerikanske tour til Sony Open på Hawaii d. 12. – 15. januar.
Hvad kan vi så forvente os af den 41-årige nordjyde i den kommende sæson på PGA Touren? Teetime.dk har kigget nærmere på Kjeldsens forventede spilleprogram samt danskerens tidligere resultater på PGA Touren.
Danskeren regner med at spille omkring 20 turneringer på PGA Touren i den kommende sæson. Kjeldsen vil dog fortsat bevare sit medlemskab af Europatouren og regner med at spille en 11-12 turneringer, hvor sæsondebuten formentlig bliver til BMW PGA Championship på Wentworth i slutningen af maj.
– Læs også: Feltet til US Masters næsten fuldendt – og Kjeldsen er med
Efter debuten på Hawaii er det planen, at Kjeldsen spiller turneringerne på vestkysten, det såkaldte West Coast Swing, som består af fem turneringer fra d. 19. januar til d. 19. februar som bl.a. tæller Farmers Insurance Open på Torrey Pines, AT&T Pro-Am på Pebble Beach og Genesis Open på Riviera. De forsvarende mestre i disse tre klassiske turneringer på PGA Touren er Brandt Snedeker, Vaughn Taylor og Bubba Watson, og turneringerne plejer at kunne fremvise et meget stærkt felt. Dermed vil der være mange verdensrangliste point for Kjeldsen at kæmpe om.
Herefter kommer der en række turneringer i Florida bl.a. Honda Classic på PGA National og Arnold Palmer Invitational på Bay Hill. I slutningen af marts og frem til midten af april er der bl.a. Shell Houston Open, US Masters og RBC Heritage på programmet. Herefter er det umiddelbart planen, at Kjeldsen midlertidigt vender tilbage til Europatouren henover sommeren. Resten af sæsonen vil så herefter blive tilrettelagt bl.a. ud fra de erfaringer som Kjeldsen har gjort sig i sine indledende måneder på PGA Touren.
Ifølge pgatour.com står Kjeldsen noteret for 40 turneringer på PGA Touren og 27 klarede cuts, herunder fire top ti placeringer og syv resultater blandt de 25 bedste. Kjeldsen har tidligere på året udtalt, at han mener han kan blive 30% bedre, og håber at turen over Atlanten og de nye udfordringer i form af nye baner og nye turneringer kan være med til at udløse det fulde potentiale.
– Læs også: Majors i 2017
KjeldsenAt Kjeldsen har potentialet til at begå sig på amerikansk grund viste han i allerhøjeste grad, da Kjeldsen sluttede på en delt syvendeplads ved årets US Masters. Desuden udmærkede Kjeldsen sig bl.a. ved at gå en imponerende 64’er på 3. runde af Memorial på Muirfield Village i maj, samt en 65’er på finaledagen af PGA Championship på Baltusrol i juli. I 2016 spillede Kjeldsen i alt 12 turneringer på PGA Touren med 10 klarede cuts til følge og en samlet indtjening på ca. 670.000 dollars.
Kan Kjeldsen fortsætte de gode takter fra de seneste to sæsoner, er der gode muligheder for, at den 41-årige dansker kan gøre en god figur på PGA Touren. Om det ligefrem kan føre til en turneringssejr må tiden vise, men en række top resultater bør bestemt være indenfor rækkevidde for den arbejdsomme dansker som aktuelt ligger nummer 48 på verdensranglisten.