Med en 64’er i finalerunden gik Adam Scott den bedste runde under US Open, og runden i -6 gav ham en delt 4. plads i -3.
Han var ét slag fra US Open og major rekorden på 63 slag, hvilket 26 spillere har præsteret heriblandt Thomas Bjørn.
Det var Adam Scotts 14. top-10 placering i en major, og den 10. i de 18 majors siden 2011.
Ude af top-10 på verdensranglisten
Så sent som august 2014 var Adam Scott nr. 1 på verdensranglisten, men han startede året som nr. 3, og i sin første turnering i år blev han nr. 4 ved WGC – Cadillac Championship i marts.
Siden har en 24. plads i Crowne Plaza Invitational at Colonial været Adam Scotts bedste resultat, og han var røget ned som nr. 12 på verdensranglisten, hvor han nu er nr. 11.
– Jeg har arbejdet hårdt, men har ikke fundet ud af, hvad der manglede, og det har været frustrerende, sagde Adam Scott på pressemødet efter US Open.
Samarbejdet med Steve Williams ser ud til at hjælpe
Sidste efterår stoppede Adam Scott og caddien Steve Williams samarbejdet, da Williams gerne ville skære ned og arbejde i færre uger.
— Læs også: Adam Scott holder fast i den lange putter
Ved US Open havde han dog igen Steve Williams som caddie, da de to har lavet et midlertidigt makkerskab, og det var måske det, der manglede.
– Jeg spillede godt de første tre dage, men kunne ikke helt få det til at fungere, sagde Adam Scott og fortsatte:
– Helt ærligt så er det forhåbentlig sådan en runde der skal til, for at få mig igang i år.
Top-5 placeringer i The Open de seneste tre år
Nu ser de frem til The Open, hvor 34-årige Scott er blevet nr. 5, 3 og 2 de seneste tre år. Hans hidtil største triumf er sejren i Masters 2013.
US Open, resultat





















