21-årige Jordan Spieth har vundet både Masters og US Open i år, og han er den blot sjette spiller, som i samme år har præsteret at vinde de to majors.
Craig Wood i 1941 var den første, som vandt både Masters og US Open det samme år, og siden gjorde Ben Hogan det i 1951 og 1953, Arnold Palmer i 1960, Jack Nicklaus i 1972 og Tiger Woods i 2002.
Det skal nævnes, at Sam Snead også har vundet årets første to majors, for i 1949 blev US PGA Championship spillet før US Open, og det år vandt Snead både Masters og US PGA Championship. Han var også tæt på at vinde US Open det år, da han blot sluttede ét slag efter Cary Middlecoff.
Og Bobby Jones vandt alle fire majors tilbage i 1930, hvilket der kan læses mere om nederst i denne artikel, men det var inden Masters blev spillet for første gang i 1934.
Hogan er den eneste som har vundet årets første tre majors
Efter sejren i US Open jagter Jordan Spieth nu tre i træk, når The Open spilles på St. Andrews Old Course fra den 16. juli.
— Læs også: Spieth: – En holdindsats
Ben Hogan er den eneste, som har vundet både Masters, US Open og The Open det samme år, og det var i 1953, hvilket i øvrigt var den eneste gang, han deltog i The Open.
Hogan havde ikke muligheden for at vinde alle fire, da han ikke deltog i US PGA Championship det år, og det af en simpel årsag, da begge majors blev spillet næsten samtidigt, så man kunne ikke deltage i begge. Frem til 1958 blev US PGA Championship i øvrigt også spillet som en hulspilsturneringen.
Fem spillere har vundet career Grand Clam
Indtil nu har ingen formået at vinde alle fire moderne majors – Masters, US Open, The Open og US PGA Championship – i det samme år.
Blot fem spillere har gennem karrieren vundet alle fire moderne majors, og det er Gene Sarazen, Ben Hogan, Gary Player, Jack Nicklaus og Tiger Woods.
To aktive spillere mangler blot at vinde en major for at fuldende deres career grand slam, og det er Rory McIlroy som mangler at vinde Masters, mens Phil Mickelson mangler at vinde US Open for at fuldende sit.
Kun Bobby Jones har vundet en ‘rigtig’ Grand Slam
Hvilke turneringer der regnes som majors har ændret sig, og gennem tiderne har kun én spiller vundet alle fire majors i det samme kalenderår.
Det er Bobby Jones, der som 28-årig i 1930 vandt US Open, The Open samt de to amatørmesterskaber US Amateur og British Amateur som de fire majors, hvilket oprindeligt blev regnet for at være de fire majors.
Siden blev de to amatørmesterskaber erstattet af Masters og US PGA Championship. Masters spilles som bekendt på Augusta National, og både bane og turnering blev i øvrigt grundlagt af netop Bobby Jones og Clifford Roberts.





















