Stadig canadisk føring på PGA Touren

mackenzie hughesFor tredje dag i træk kan den canadiske rookie Mackenzie Hughes finde sit navn øverst på leaderboardet ved RSM Classic, og han mangler nu bare én god runde for at fuldende triumfen.
Syv spillere er dog indefor tre slag af Hughes, og der er lagt op til en særdeles spændende afslutning søndag aften.
Mackenzie Hughes lavede ingen bogeys de to første dage, og den stime holdt han fast i på tredjedagen. Det blev dog til en ærgerlig triplebogey på 11. hul, hvor Hughes kom i problemer fra tee og desuden tre-puttede, da han endelig nåede green. Hans runde i -2 sendte ham til -16 samlet.
Det er et enkelt slag bedre end Camilo Villegas, Billy Horschel og Cheng Tsung Pan, der deler andenpladsen i -15. Lige bag dem ligger amerikanske Chesson Hadley imens yderligere tre spillere følger efter i -13.
Der er altså lagt op til en yderst spændende afslutning, hvor rookiens nerver for alvor bliver testet. Vil du se om Mackenzie Hughes lykkes med sin wire-to-wire præstation, eller om en af forfølgerne snyder ham på målstregen, så kan afslutningen følges direkte på C More Golf søndag aften. Sendetiderne kan ses på vores TV-side.
RSM Classic, leaderboard