Søren Kjeldsen gik 2. runde af CareerBuilder Challenge på PGA Touren i 71 slag (-1) og faldt dermed lidt tilbage i stillingen til en delt 92. plads. Der spilles på tre forskellige baner i denne uge, så cuttet sker først efter lørdagens runde. Kjeldsen spillede fredagens runde på Nicklaus Tournament Course, og danskeren lavede tre birdies og to bogeys. Ligesom det var tilfældet på 1. runde, så satte Kjeldsen et par slag til mod slutningen af runden. Bogeys på både 6. og 8. hul (Kjeldsen startede på 10. hul) betyder, at den 41-årige dansker samlet er -2. Det ligner, at cuttet bliver -5 eller -6, og dermed skal Kjeldsen formentlig rundt i 69 eller 68 slag i morgen på Stadium Course (par 72) for at klare cuttet.
Kjeldsen fortsatte det gode spil fra tee på 2. runde, idet Kjeldsen ramte 10 ud af 14 fairways (1. runde 13/14), mens det blev til 13 greens i regulation (1. runde 12/18). Dermed tyder det på, at det er putteren, og eller lidt skarphed som driller lidt, idet det lange spil synes at give muligheden for en bedre score. Stadium Course som Kjeldsen skal spille på tredje runde er den sværeste af de tre baner, så Kjeldsen har en stor udfordring foran sig. Vi krydser fingre for en god runde, og forhåbentlig det første klarede cut på den amerikanske tour som fuldgyldig medlem.
– Læs også: Ærgerlig afslutning kostede for Kjeldsen i USA
Publikumsfavoritten Phil Mickelson fortsatte de gode takter fra torsdagens runde, hvor Mickelson var rundt i 68 slag (-4) på La Quinta CC. Med en runde i 66 slag (-6) på Nicklaus Tournament Course avancerede den femdobbelte majorvinder til en delt 6. plads efter 2. runde i samlet -10. Mickelson sagde efter runden, at spillet var meget bedre end på første runde, og særligt på bagni (hans forni) havde spillet været rigtig godt. Mickelsons runde i -6 indeholdte en eagle, seks birdies og to bogeys, så det må siges at være Mickelson som vi kender ham. Rundens højdepunkter var eaglen på par 5 hullet 11. samt et holet bunkerslag for birdie på 1. hul. Ligesom Kjeldsen spiller Mickelson 3. runde på Stadium Course.
Efter de første to runder føres CareerBuilder Challenge af amerikanske Hudson Swafford i -14. Swafford, som ligger nr. 204 på verdensranglisten, var også med fremme i sidste uge ved Sony Open på Hawaii, hvor det blev til sæsonens bedste resultat via en delt 13. plads. Den 29-årige amerikaner gik fredagens runde på Nicklaus Tournament Course i 65 slag (-7), og på de første 36 huller har Swafford lavet hele 15 birdies og blot en enkelt bogey. Swafford, som er i gang med sin fjerde sæson på PGA Touren, skal spille tredje runde på Stadium Course, hvor han skal forsøge at fastholde føringen, og dermed jagten på hans første titel på PGA Touren.
– Læs også: Mickelson hemmelighedsfuld omkring nyt logo
På en delt andenplads i -13, og dermed blot et enkelt slag efter Swafford, ligger Dominic Bozzelli (67 slag på La Quinta) og Danny Lee (64 slag på La Quinta), mens Brendan Steele (64 på Nicklaus Tournament Course) og Brian Harman (65 slag på Stadium Course) deler fjerdepladsen i -12.
C More Golf sender direkte fra tredje runde af CareerBuilder Challenge, og sendetiderne kan som altid ses på vores TV-side.
CareerBuilder Challenge, leaderboard





















