WGC-Mexico starttider: Kjeldsen i bold med majorvinder

Kjeldsen skal ud med majorvinderen fra 2013, amerikanske Jason Dufner

Der er lagt i ovnen til en af årets hidtil største turneringer, når 77 af verdens bedste spillere stiller til start ved WGC-Mexico Championship, hvor der spilles fire runder uden cut. Både Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen er med og de to danskere skal ud lige efter hinanden de første to runder.
Søren Kjeldsen får fornøjelsen af Jason Dufner, der vandt PGA Championship i 2013 samt sydkoreanske Jeunghun Wang, der har vundet fire turneringer det seneste år. De tre slår ud fra 1. tee kl. 18.36 dansk tid torsdag.
11 minutter inden står Thorbjørn Olesen klar – også på 1. tee. Det gør han sammen med australske Sam Brazel, der vandt UBS Hong Kong Open i december, og amerikanske Daniel Berger, der blev rookie of the year på PGA Touren i 2015.
Turneringen i Mexico bliver også scenen for Rory McIlroys comeback. Nordireren er klar efter sin skade, og skal de to første dage ud sammen med Hideki Matsuyama og den nyslåede verdensetter Dustin Johnson. Andetsteds skal Henrik Stenson ud med Adam Scott og Jordan Spieth imens Sergio Garcia, Justin Thomas og sidste uges vinder Rickie Fowler også danner en af mange interessante sammensætninger.
Viasat Golf transmitterer årets ugens WGC-turnering. Sendetiderne kan som altid ses i Teetimes TV-oversigt.
Starttider WGC-Mexico Championship (+7 timer for at få dansk tid)