
Ikke siden The Players Championship sidste år, hvor Jason Day vandt, har nummer et på verdensranglisten vundet en turnering. Det ændrede Dustin Johnson på søndag, da han i Mexico hjemtog karrierens fjerde WGC-titel i flot stil.
Der var spænding til det sidste, men Johnson formåede at holde de jagtende spillere – mestendels europæere – bag sig, og tre pars på de sidste tre huller var nok til at tage sejren i -14 samlet. Det var et slag bedre end engelske Tommy Fleetwood, der med en imponerende 66’er gjorde en flot figur.
Det samme gjorde det spanske supertalent Jon Rahm, der pressede Dustin Johnson det meste af vejen og som faktisk delte føringen med verdensetteren efter 15 huller. Desværre for Rahm løb han ind i bogeys på både 16. og 17. hul, og dømte sig selv ude af kampen om titlen.
For Søren Kjeldsen blev søndag til en stor oplevelse, hvor en runde i 66 slag sendte nordjyden op på en delt 32. plads i -1. Forhåbentligt er der meget fra den flotte afslutningsrunde, som Kjeldsen kan tage med videre til næste uges Valspar Championship.
Thorbjørn Olesen sluttede af med en 73’er og faldt et par pladser tilbage til en delt 63. plads i +7 samlet.
WGC-Mexico Championship, leaderboard





















